Brügge leverede mindre sensation mod PSG-stjernerne
Club Brügge leverede en flot præstation mod et stjernespækket PSG-mandskab og fik fortjent et point, selvom de var store underdogs op til opgøret.
PSG havde en gylden fronttrio med fra start i det belgiske, hvor stjerneparaden var rullet frem med Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappé.
Allerede fra start kom storfavoritterne fra PSG buldrende da også buldrende. Der var kun spillet lidt over et kvarter, da gæsterne bragte sig foran, og det var hverken Messi, Neymar eller Mbappé, der kom på måltavlen. Det var såmænd midtbanespilleren Ander Herrera, der var på pletten. Assisten var dog lidt af et mesterstykke fra Kylian Mbappé, der lavede en fiks finte og sendte sin spanske holdkammerat i dybden, og så lagde sidstnævnte bolden i kassen.
Så troede man ellers, at PSG havde alt under kontrol, men ud af ingenting dukkede Hans Vanaken op inde foran målet og sparkede udligningen i nettet efter 26 minutters spil. En kold spand vand i hovedet på det stjernespækkede PSG-mandskab, der nok ikke lige havde regnet med at se denne udvikling i kampen.
Få minutter senere var Lionel Messi så tæt på at gøre sin store entre i PSG-trøjen, da han forsøgte at lave en af sine klassiske specialiteter ved at curle bolden over i det ene målhjørne. Bolden prellede dog uheldigvis af på overliggeren til stor ærgrelse for den argentinske verdensstjerne.
Resten af første halvleg blev med et mindre spilovertag til PSG, men gæsterne havde svært ved at nedbryde belgiernes gode defensiv. Belgierne gik ind i hver eneste duel og tillod samtidig ikke at give meget plads væk til den farlige fronttrio. Derfor måtte PSG noget skuffende nøjes med at gå til pause med stillingen 1-1 på måltavlen.
Efter pausen var det noget overraskende hjemmeholdet, der var bedst. PSG lignede til gengæld på ingen måder et hold, der var i balance, og derfor kunne Club Brügge nemt spille deres eget spil, mens gæsterne havde store problemer med at finde storspillet frem.
Som minutterne gik begyndte frustrationerne efterhånden at melde sig hos PSG-spillerne, og flere af stjernerne slog ud med armene og forstod ikke rigtigt, hvad der var i gang. Der var dog en spiller, som ikke lod sig gå på, og det var Lionel Messi.
Med tyve minutter igen tryllede den lille argentinske troldmand og rundede lige et par af hjemmeholdets spillere, men desværre for Messi og PSG stod Simon Mignolet i vejen og reddede flot forsøget. Efterfølgende blev den brændte chance alligevel for meget, og Messi ragede et gult kort til sig.
Intet ville bare fungere for PSG denne aften, og derfor måtte verdensstjernerne gå slukøret fra banen og rejse hjem til det franske med blot et enkelt point i bagagen. Club Brügge derimod var jublende lykkelige over det ene point, hvilket man godt forstår, for de var inden kampen store underdogs.
I gruppens anden kamp smadrede Manchester City tyske RB Leipzig med hele 6-3 i et sandt festfyrværkeri, hvor vi fik hele seks forskellige målscorer, et hattrick af gæsternes Christopher Nkunku samt et selvmål. Altså, lidt af en vanvidskamp på Etihad.