Torsten Brix

Laudrup revser UEFA

Den danske fodboldlegende er enig med Indkast.dk…
Beslutningen om, at kampen skulle spilles færdigt, var forkert og på grænsen til det groteske, hvilket bedst kan illustreres ved, at beslutningen om, at kampen skulle spilles færdig – ifølge DBU – blev taget af de to holds anførere. Glem nu ikke at den danske anfører Simon Kjær måtte udgå af kampen. Det virkede til, at han ikke kunne spille under omstændighederne – så hvordan kan han kort forinden have insisteret på, at kampen skulle spilles færdigt. Det skal være usagt om kampen kunne være spillet på et senere tidspunkt, men det var i hvert fald forkert at spille kampen lige efter, at aktørerne havde set en spiller falde livløs om.

Kampen i Parken var set frem til meget længe, og indtil der var spillet 42 minutter og 11 sekunder lignede det en mulig tiltrængt folkefest. En fest hvor de danske spillere lige pludselig viste stor medmenneskelighed og som en flok store kammerater samt nogle rigtige mandfolk, men kampen skulle aldrig have været færdigspillet – en time efter hændelsen. Man kan måske også passende spørge… hvis ikke en hændelse som denne skal aflyse en kamp for at spille den senere, hvad skal der så til for at dette kan ske?


Sådan skrev Indkast.dk i aftes i lederen - Ikke en magisk aften- men et mareridt… som aldrig skulle have været færdigspillet om den forfærdelige ulykke, der ramte Christian Eriksen og den groteske beslutning om at spille kampen færdig. Nu sender den danske fodboldlegende Michael Laudrup en hård kritik til UEFA – og han er enig med Indkast.dk:

- Når sådan nogle ting sker, så er man (som spiller, red.) i sine følelsers vold, og der har man ikke overskud og overblik til at tage vigtige beslutninger. Der skal være nogen, der siger ‘nu gør vi det her - og nu stopper vi her'. Man tager en beslutning så tæt på så stor en følelsesmæssig begivenhed, og det er det, jeg synes, der er forkert. Der skulle man (UEFA, red.) bare have sagt: 'Vi spiller selvfølgelig ikke mere i aften, og så skal vi nok finde ud af de muligheder, der er'.

- Om man så skulle spille de sidste 50 minutter i morgen aften, i overmorgen eller den skulle blive 0-0. Det var sådan noget, man kunne finde frem til. Jeg synes, det var forkert, det holder jeg fast i. Men når det nu skulle være sådan, så er det utroligt flot af spillerne, at de kunne gå ud og finde det der overskud.

- De får et valg, som ikke er noget rigtigt valg. Spil videre i aften eller spil i morgen klokken 12. Det synes jeg – undskyld – ikke er noget valg. Mange af spillerne kommer ikke til at sove meget, og skal de så stå op klokken otte og være i Parken klokken 10? Det giver ingen mening, siger Michael Laudrup ifølge Bold.dk til TV3+.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER