Inter kigger på fire spillere som Hakimi-erstatning
Achraf Hakimi er på vej ud af døren i Inter. Serie A-klubben kigger dog på fire spillere, som kan erstatte marokkaneren.
Selv om Inter lige er blevet italienske mestre, så kradser corona-krisen hos Milano-klubben. Derfor er Achraf Hakimi ifølge Football Italia på vej væk fra Milano-klubben. Angiveligt forhandler Hakimis bagland med Paris Saint-Germain. Inter skulle være klar til at acceptere et 450 mio. kroner stort bud på højre backen.
Inter er dog ikke helt uden idéer, når det handler om at finde en afløser efter Hakimi. Ifølge Gazzetta dello Sport og Tuttosport kigger Inter på fire mulige løsninger.
Alessandro Florenzi er første mand på listen. I den netop afviklede sæson har Florenzi været udlånt fra Roma til Paris Saint-Germain. Det forventes, at Florenzi vender tilbage til den italienske hovedstadsklub, da pariserne efter sigende ikke vil indløse den købsoption, som de har på italieneren.
Nummer to på listen er den FC Barcelona-ejede back Emerson Royal. Brasilianeren har været udlånt til Real Betis i de seneste to sæsoner, og har angiveligt ikke en fremtid i Barcelona, som efter sigende er klar til at sælge for 150 mio. kroner.
Tredje mand er Davide Zappacosta, som er ejet af Chelsea. Den seneste sæson har Zappacosta tilbragt i Italien hos Genoa. Ifølge mediet er Chelsea også parate til at sælge denne sommer.
Sidste mand er Ligue 1-klubben RC Lens’ Jonathan Clauss, der må beskrives som den billigste løsning. Den 28-årige franskmand har for Lens i denne sæson leveret seks assist. Uanset hvilken af de fire, som Inter skulle ende op med, så vil et salg af Hakimi og et køb af en af navnene på ønskeliste give Scudetto-vinderne tiltrængt luft økonomisk.