Ikke Davies, ikke Mendes: Denne spiller er Amorims førsteprioritet
Ifølge mediet CaughtOffside har Ruben Amorim udset Wolves-stjernen Rayan Ait-Nouri som sin førsteprioritet til Uniteds venstre wingback-position.
Det er ingen hemmelighed, at Manchester United er på udkig efter en afløser til den skadesplagede Luke Shaw, hvor stjerner som Alphonso Davies og Amorims landsmand Nuno Mendes har været sat i forbindelse med et skifte til Old Trafford.
Hvem det end bliver, er endnu uvist, og økonomi vil med stor sandsynlighed spille en afgørende rolle. Ifølge CaughtOffside ville Ruben Amorim dog uden tøven vælge den 23-årige algerier, som fra sin wingback-position i Wolves har imponeret med 3 mål og 5 assists i 20 Premier League-kampe.
Wolverhampton hentede Ait-Nouri i franske Angers tilbage i 2021, hvor prisen ifølge Transfermarkt var 11,10 millioner euro. I dag er spillerens markedsværdi ifølge mediet steget til 35 millioner euro, men United slipper næppe så billigt, hvis de vil have fat i den brandvarme Wolves-spiller i sommerens transfervindue.