Argentinsk medie - Messi har skrevet under
Lionel Messi har angiveligt skrevet under på en ny kontrakt med FC Barcelona
Efter at det i sommers virkede uundgåeligt, at den lange kærlighedshistorie mellem Lionel Messi og FC Barcelona nærmede sig sin afslutning, så melder flere medier, at argentineren nu med al sandsynlighed bliver i den catalanske storklub. Messis nuværende kontrakt udløber ved udgangen af indeværende sæson, men skal man tro ESPN Argentina, så går der mindst to år yderligere, før andre klubber kan få glæde af den seksdobbelte Ballon D’Or-vinder.
Den argentinske underafdeling af tv-netværket ESPN skriver, at Messi angiveligt har ændret holdning omkring sin fremtid, og at han derfor har underskrevet en toårig kontraktforlængelse med klubben, som hentede ham, da den nu 33-årige argentiner var blot 13 år. Messi har scoret 35 procent af FC Barcelonas mål i La Liga i denne sæson, så hvis ESPN Argentinas oplysninger er korrekte vil det være en enormt glædelig nyhed for FC Barcelona, som fortsat er meget afhængige den argentinske superstjerne.