Ancelotti jagter Champions League-billetter indtil det sidste
Kampen om de sjove placeringer i Premier League er hård, og der er flere hold, som går en afgørende og vigtig sæsonafslutning i møde.
Everton er i øjeblikket på en ottendeplads i Premier League. Men på trods af det har den blå Liverpool-klub ikke opgivet håbet om at ende i top-4 og dermed sikre sig billetter til næste sæsons Champions League. Det siger klubbens manager Carlo Ancelotti.
- Vi er stadig med i løbet, og vi vil være med i kampen indtil sidste kamp. Det vil ikke blive afgjort før. Der er en masse hold indblandet og en masse kampe, der mangler at blive spillet, siger italieneren til Sky Sports.
I øjeblikket er de to Manchester-hold i spidsen af Premier League, og de må forventes at tage to af de fire engelske Champions League-billetter. Derfor er der to tilbage, og de to billetter jages af seks-syv hold. Der mangler stadig flere indbyrdes kampe, så det er svært at spå om, hvor mange point der er nødvendige for at nå målet om top-4.
- Vi skal spille mod West Ham, og vi skal møde Aston Villa. Vores Arsenal-kamp bliver også afgørende, men West Ham skal også møde Chelsea, og Liverpool skal møde Manchester United. Så det er kompliceret at gætte på, hvor mange point der er nødvendige for os. Men vi vil kæmpe til det absolut sidste, siger han.
I øjeblikket har Everton seks point op til Chelsea på den vigtige fjerdeplads. Dog har Everton spillet en kamp mindre end de andre hold.