David Nielsen jubler over fans: En fantastisk kamp
Tilskuere på lægterne har været savnet i hele fodboldverdenen. Også hos AGF som i torsdagens hjemmesejr over Randers fik ekstra energi af fansene.
Ceres Park i Aarhus var i feststemning torsdag aften, da der efter lang tids venten var fans tilbage på stadion. Det fejrede hjemmeholdet ved at slå lokalrivalerne fra Randers, og det var en præstation, der var tilfredshed med hos træner David Nielsen efter kampen.
- Det var en fantastisk kamp. Vi red på den bølge af energi, vi fik fra lægterne. Der er ingen tvivl om, at vi er et hold, der spiller på de høje nagler. Man har kunne se gennem de seneste fem-seks runder, at vi har manglet et ’spark’, som jeg har forsøgt at lede efter, siger David Nielsen til bold.dk.
-Det føles bare anderledes, når en spiller laver en tackling og folk rejser sig op og råber. Det viser, hvor vigtige tilskuerne er. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vi aldrig kommer til at spille en kamp uden tilskuere igen, lyder det.
AGF rykkede med sejren op på 3F Superligaens tredjeplads, og det ligner en duel mellem AGF og FC København om dette års bronzemedaljer. Derfor glæder førstnævntes træner sig til at få en direkte duel med københavnerne på søndag.
- Vi skal bare op og spille på vores niveau og plukke så mange point som muligt. Så må vi se, om vi kan presse FCK. Vi møder dem søndag, så der får vi en god indikation, i forhold til hvor vi står mod dem. Det er bare ud at give den gas, siger David Nielsen.