Tuchel roser udskældt rekordindkøb efter mål og assist
Chelseas manager Thomas Tuchel er glad for, at Kai Havertz leverede en god præstation mod Crystal Palace, efter tyskeren ikke har ramt sit topniveau i denne sæson.
Der var tårnhøje forventninger til Kai Havertz, da Chelsea købte den kun 21-årige tysker for små 600 millioner kroner forud for indeværende sæson, men stortalentets første sæson i London er indtil videre ikke gået som hverken klubben eller Havertz havde håbet. Inden Chelseas kamp mod Crystal Palace i 31.spillerunde af Premier League havde Havertz kun scoret et enkelt ligamål, og tyskeren har ikke just lignet en spiller til 600 millioner kroner.
På trods af en sløj indsats af Havertz i Chelseas Champions League-sejr over FC Porto i midtugen havde tyskeren fået genvalg til kampen mod Crystal Palace, og den beslutning fortrød Chelsea-manager Thomas Tuchel nok ikke efter opgøret. Havertz åbnede kampen med et mål efter kun otte minutter, og sølle to minutter senere lagde tyskeren bolden til rette for Christian Pulisic, da amerikaneren scorede kampens andet mål.
Havertz ´mål er den tidligere Bayer Leverkusen-spilleres første Premier League-mål siden oktober, og tyskeren har nu lavet to mål og fem oplæg i den bedste engelske række. Chelseas træner Thomas Tuchel roste sin unge landsmand efter kampen, hvor Tuchel understreger, at Havertz har et enormt talent, men at den offensive midtbanemand mangler at vise det mere kontinuerligt.
- Han (Havertz, red.) fik en chance for at vise, at han kan gøre det bedre end mod Porto. Han kan stadig forbedre sine afslutninger, og han kunne have scoret flere gange, men det er et stort skridt i den rigtige retning og en god præstation i dag. Han har kvalitet, men han skal vise de kvaliteter, og sværere er det ikke, siger Thomas Tuchel ifølge BT Sport.