Europa: Champions League
FT
3 - 1
(2 - 0)
Real Madrid
Liverpool
V. Júnior (27), M. Asensio (36), V. Júnior (65)
M. Salah (51)
Daniel Fisker

Optakt: Real Madrid – Liverpool

Der er lagt i kakkelovnen til et opgør og en revanchekamp mellem to europæiske giganter, når Real Madrid og Liverpool tørner sammen i den første af to Champions League-kvartfinaler tirsdag aften.
Kommentar:

Der blev ikke sparret på kræfterne hos hverken Real Madrid eller Liverpool, som lørdag besejrede henholdsvis Eibar og Arsenal. Begge klubber stillede således – med få undtagelser – op i den bedst mulige startopstilling, hvorfor man kan tillade sig at tvivle på, om batterierne kan nå at blive ladet op til tirsdagens storkamp.

I Madrid er mesterskabskampen i fuld gang. Real Madrids lokalrivaler Atlético Madrid indtager stadigvæk førstepladsen, men deres forspring til ”Los Blancos” på andenpladsen er nu reduceret til tre point. Noget kunne derfor også tyde på, at Real Madrids fokus i øjeblikket er størst på LaLiga, hvor der på lørdag venter et El Clásico-opgør mod FC Barcelona. Real Madrid har dog hjemmebanefordel både på tirsdag og på lørdag.

De forsvarende Premier League-mestre fra Liverpool halter stadigvæk efter topklubberne i den hjemlige liga, hvor ”The Reds” foreløbig er ude af både Europa League og Champions League-varmen. Der er dog kun to point op til den Champions League-givende fjerdeplads – medmindre West Ham og Everton får fuldt udbytte af de kampe, de har i baghånden.

Liverpool skal i Champions League-pausen op imod Aston Villa, som burde være en overkommelig modstander for Liverpool, selvom ”The Lions” tidligere på sæsonen besejrede de forsvarende Premier League-mestre 7-2. Selvom Liverpool vandt Champions League i 2018/19-sæsonen, må det primære fokus i øjeblikket være at klatre opad i Premier League-tabellen.

Real Madrid og Liverpool har krydset klinger seks gange tidligere. Liverpool vandt de første tre opgør, mens Real Madrid har vundet de seneste tre indbyrdes opgør. Det seneste opgør var Champions League-finalen i 2018, hvor Mohamed Salah efter en halv time måtte udgå – efter en duel med Sergio Ramos. Real Madrid endte med at vinde finalen 3-1, mens Liverpool-målmanden Loris Karius forærede ”Los Blancos” to af målene.

Karantæner og skader:

”Kongeklubben” må som udgangspunkt undvære forsvarsgeneralen Sergio Ramos, som kæmper med skadesproblemer. Det samme gør sig gældende for Dani Carvajal og Federico Valverde, som efter al sandsynlighed ikke kommer i aktion i den første Champions League-kvartfinale.

Eden Hazard, som mere eller mindre har befundet sig i et skadeshelvede, siden han kom til Real Madrid, har gjort store fremskridt, hvorfor det ikke er usandsynligt, at den belgiske kreatør er en del af Champions League-truppen i enten den første eller den anden kvartfinale. Raphaël Varane blev sparret i weekendens kamp mod Eibar, men den franske forsvarsprofil er efter al sandsynlighed kampklar til tirsdagens storkamp.

Jürgen Klopp har de samme Liverpool-spillere til rådighed, som tog kampen op imod Arsenal i lørdags, hvilket betyder, at Jordan Henderson, Joël Matip, Joe Gomez og Virgil van Dijk definitivt er ukampdygtige. Der er dog en chance for, at Caoimhin Kelleher og Divock Origi vender tilbage til Liverpool-truppen.

Georginio Wijnaldum kommer måske til at erstatte James Milner i Liverpools startopstilling, mens Jürgen Klopp sandsynligvis har et hovedbrud i forhold til sin angrebskæde. Mohamed Salah, Sadio Mané og Roberto Firmino kommer umiddelbart til at starte inde, mens den ekstremt formstærke Diogo Jota i så fald kommer til at starte på bænken igen.

Bud på kampens profil:

Noget kunne tyde på, at Diogo Jota, som scorede to mål i landskampspausen og igen mod Arsenal i weekenden, er inde i en god stime. Den 24-årige portugiser bør derfor være et godt bud på en profil, selvom han måske starter som bænkevarmer igen. Mohamed Salah, som også kom på måltavlen i lørdagens kamp mod Arsenal, har dog også et regnskab at gøre op med Real Madrid – fra Champions League-finalen i 2018.

Det mest oplagte bud på en profil i Real Madrid-truppen er den erfarne angriber Karim Benzema, som er den spanske hovedstadsklubs topscorer i både LaLiga og Champions League. Den 33-årige franskmand har snart spillet for ”Los Blancos” i 12 år. Han har scoret seks mål i de seneste fire LaLiga-kampe, mens det også blev til et enkelt mål i den seneste Champions League-kamp mod Atalanta.

Bud på kampens resultat:

Real Madrid og Liverpool har ikke mødt hinanden siden Champions League-finalen, hvor Real Madrid – takket være en skandaløs præstation af Liverpool-målmanden Loris Karius – trak det længste strå. Denne gang er situationen dog en anden. Begge klubber må have et stort fokus på de hjemlige ligaer, mens det sandsynligvis er Real Madrid, som har mest at tænke på i den forbindelse, hvis man tager det kommende El Clásico-derby i betragtning.

Det er svært at forestille sig, at Liverpool, som er kommet tilbage på sporet i både Premier League og Champions League, taber i den spanske hovedstad. Real Madrid kommer dog heller ikke til at give op uden kamp, hvorfor buddet på et resultat bliver 1-1.

Kampen spilles tirsdag den 6. april på Alfredo di Stéfano Stadium i Madrid, fordi Santiago Bernabeu er under ombygning, og sparkes i gang klokken 21:00. Kampen kan ses på TV3+ og Viaplay.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER