Jublende Hjulmand roser midtbanetrio: Tre utroligt stærke spillere
Det danske landshold har en stærk midtbane, hvor de tre førstevalg komplimenterer hinanden godt. Sådan lyder det fra landstræneren.
Thomas Delaney, Pierre-Emile Højbjerg og Christian Eriksen. Det er de tre førstevalg til de tre centrale midtbanepositioner på det danske landshold. De tre spillere har tre forskellige spillestile, men tilsammen danner de en god konstellation.
- Det fungerer rigtigt godt med vores midtbanekonstellation. Det er tre utroligt stærke spillere, der har hver deres styrke. Et fodboldhold handler altid om at prøve at komplimentere hinanden. Vi har tre typer, der er forskellige, siger Kasper Hjulmand ifølge bold.dk.
Midtbanespillerne har nogle forskellige styrker og svagheder, og det er forventeligt, at det er disse tre, som udgør midtbanen, når Danmark onsdag møder Østrig på udebane.
- Jeg synes, Pierres udvikling i Tottenham har passet os rigtigt godt, i forhold til hvordan vi bruger ham nu. Rigtig stærk til at balancere vores hold og deltage i opspillet.
- Thomas er en fantastisk presspiller og styrer meget af vores pres. Han kan spille med bolden og er dygtig til at komme i feltet. Så har vi Christian, der er mere playmaker og teknisk stærk. Han kommer lidt tættere på vores angribere, når vi angriber, siger landstræneren.