Bærer Salah nag til Ramos forud for CL-kamp?: Jeg har særlig motivation
Mohamed Salah mener ikke, at han tænker på sit sidste møde med Sergio Ramos, men han fortæller, at han har en særlig motivation forud for opgøret i Champions League.
Der er lagt op til en gentagelse af Champions League-finalen fra 17/18-sæsonen, når Real Madrid og Liverpool mødes i kvartfinalerne af samme turnering i indeværende sæson. Selvom det efterhånden er næsten tre år siden, at de to mandskaber stod overfor hinanden i den ukrainske hovedstad Kiev, så kan mange stadig huske kampen for Loris Karius´ to drop, Gareth Bales saksesparksmål og Ramos‘ tackling på Mohamed Salah efter 30 minutter.
Sidstnævnte tvang Liverpools egyptiske stjerne Mohamed Salah fra banen med en skulderskade, som efterfølgende holdte kantspilleren på sidelinjen i lidt over to uger. Episoden fik en del medieomtale, da flere eksperter mente, at Ramos skulle være blevet udvist for tacklingen, og selvom de kommende kvartfinale-opgør spilles næsten tre år senere, har episoden igen fået fokus forud for mødet mellem Salah og Ramos.
Ifølge Mohamed Salah tænker han ikke længere på episoden med Ramos, som han mener hører fortiden til. Alligevel svarer Salah lidt kryptisk på, hvorvidt deres sidste møde betyder noget forud for kvartfinalekampene.
- Den kamp (finalen i 2018, red.) er fortid, så jeg tænker ikke på det. Jeg tænker på holdet, og alle er fokuserede, og alle vil vinde. Hvad end der sker nu vil ikke ændre resultatet fra finalen i Kiev. Lad os bare sige, at jeg har særlig motivation til at vinde kampen, så vi går videre til semifinalerne, siger Salah ifølge BT Sport.