Liverpool-stjernen er igen gået til tasterne.
Mohamed Salah og hans repræsentanter har lagt en klar strategi i forbindelse med kontraktforhandlingerne med Liverpool, og det viser han endnu engang med et Instagram-opslag. Mohamed Salah har været meget vokal i medierne de seneste uger, hvor han har udtrykt sin utilfredshed med kontraktforhandlingerne med Liverpool, og gentagne gange sagt, at det er hans sidste sæson i Liverpool. Nu smider den egyptiske stjerne endnu mere brænde på bålet. Her mandag eftermiddag har han nemlig lagt et billede op på sin Instagram-profil af de tre Liverpool-stjerner Trent Alexander-Arnold, Virgil van Dijk og ham selv, der alle mangler at få forlænget deres kontrakt.