Liverpool tilbage på sejrssporet og i top-4-kampen
Efter en yderst mager periode lykkedes det for de engelske mestre igen at vinde en Premier League-kamp.
Inden aftenens opgør mellem Sheffield United og Liverpool havde sidstnævnte tabt de seneste fire optrædener i Premier League. Den kedelige stime skulle de forsøge at slutte søndag aften, da bundproppen fra Sheffield United tog imod.
Kampens første chance tilfaldt de rød/hvid-stribede værter, da en dødbold resulterede i, at Adrian i Liverpool-målet måtte diske op med en udmærket redning. Den normale reservekeeper var valgt til aftenens startopstilling, da førstevalget, Alisson, var fraværende grundet sin fars nylige død.
I løbet af halvlegen lykkedes det Liverpool at kreere flere chancer, men uheldigvis for dem havde Aaron Ramsdale i Sheffield-målet en god aften. Tre-fire flotte redninger sikrede, at stillingen ved halvtid var 0-0.
Anden halvleg var til gengæld ikke ret gammel før Ramsdale måtte hente bolden ud af netmaskerne. Her satte Curtis Jones en inderside på som afsluttede et flot Liverpool-angreb, efter at Trent Alexander-Arnold var kommet til baglinjen og slået et indlæg.
Efter godt en times spil blev 1-0 til 2-0. Her var Roberto Firmino omringet af tre forsvarsspillere, men alligevel formåede brasilianeren med et par små fikse træk at komme fri til skud. Skuddet blev rettet af, og derfor blev Ramsdale snydt inde i buret. Målet var desuden Liverpools mål nummer 7000 i den bedste engelske fodboldrække. Kun Everton har formået det samme.
Flere mål kom der ikke, og derfor kunne gæsterne juble over tre point. Med sejren har Liverpool nu to point op til den Champions League-givende fjerdeplads. Her ligger overraskelsen West Ham i øjeblikket placeret. Sheffield United ligger stadig på en håbløs sidsteplads, hvor de blot har skrabet 11 point sammen for de 26 kampe.