Premier League-profil tæt på at skifte landshold
West Ham-topscoreren Michail Antonio er angiveligt træt af, at han ikke får chancen på det engelske landshold. Nu kan angriberen måske snart tørne ud for Jamaica.
Den engelske angriber Michail Antonio ligner en mand, som snart skal repræsentere Jamaicas landshold. Antonio afviste i 2016 muligheden for at spille for Jamaica, fordi både Sam Allardyce og Gareth Southgate i tidens løb har indkaldt den skarpe og bomstærke frontløber til det engelske landshold. Antonio har dog ikke fået den ønskede spilletid i de landsholdssamlinger, som han har deltaget i.
Ifølge The Telegraph vil Michail Antonio derfor acceptere Jamaica seneste tilbud om at tørne ud for dem. Her håber Jamaica på at have Antonio til rådighed til CONCACAF-kvalifikationen mod Mexico og Costa Rica. I CONCACAF spiller de Nordamerikanske, Mellemamerikanske og Caribiske landshold om kvalifikation til VM. Det er altså gennem det jamaicanske landshold og denne turnering, at Antonio håber på at deltage i VM 2022 i Qatar.
Michail Antonios frustration over ikke at blive benyttet kan altså komme Jamaica til gavn. Angriberen har i denne sæson scoret seks mål og leveret tre assists for West Ham. På Jamaicas landshold kan han komme til at spille side om side med Fulhams Bobby Decordova-Reid og Michael Hector samt den tidligere United-spiller Ravel Morrison. Sidste gang 'The Reggae Boyz' kvalificerede sig til VM var i 1998.