Lampard om Werner: Jeg er skuffet på hans vegne
Chelsea gik søndag planmæssigt videre i FA Cuppen, men ikke alt i kampen mod Luton Town gik efter planen.
Timo Werner har – bortset fra den forrige FA Cup-kamp mod Morecambe – ikke scoret et mål for Chelsea siden starten af november måned. Den tyske angriber havde søndag alletiders mulighed for at lukke og slukke på Stamford Bridge, da han lagde bolden til rette på 11-meterpletten.
Chelsea var i forvejen foran 3-1 imod Luton Town. Tammy Abraham havde leveret et hattrick, mens Jordan Clark fra Luton Town havde reduceret. Clark begik straffespark i kampens døende minutter, hvorefter det var op til Werner at score til 4-1. Tyskerens skud i højre side af målet blev dog reddet af Luton Town-målmanden Simon Sluga, hvilket Werner må være skuffet over.
- Hvad angår Timo, så er jeg skuffet på hans vegne, udtaler Frank Lampard ifølge football.london.
- Han bidragede med meget i dag. Han var en trussel i bagrummet, han spillede sammen med Tammy (Abraham, red.), han spillede sammen med folkene omkring ham, og det er bare en af de der ting.
- Når det ikke kører for dig, så kan den slags ting ske. Jeg brændte straffespark, så jeg ved, hvordan det føles.
- Jeg ved, at han vil være skuffet, måske nu og de sidste minutter af kampen, men det burde han ikke være. Det er mit job og hans holdkammeraters job at løfte ham op, og han skal nok blive god igen.
- Det var næsten et symbol på, hvad der sker for Timo i øjeblikket. Det kører ikke rigtig for ham. Men der kommer en tid, hvor han kommer til at tage straffespark uden at tænke over det, og bolden rammer bagsiden af nettet, uden han tænker over det.
- I øjeblikket er tiden ikke rigtig inde for Timo, men det kommer, og det kommer forhåbentlig snart.
Timo Werners næste mulighed for at genfinde målformen udspiller sig onsdag aften, hvor Wolverhampton besøger Stamford Bridge. Her har Chelsea, som i øjeblikket indtager niendepladsen i Premier League, mulighed for at få genrejsning i Premier League – efter tirsdagens nederlag til Leicester City.