Fyringstruet Lampard: Jeg græder ikke over det
Chelseas manager Frank Lampard lade sig ikke gå på af fyringsrygter, da det ifølge ham er et vilkår som manager.
Chelsea og Frank Lampard har en 20 år lang og gensidig kærlighedshistorie, men Chelsea-legendens skuffende præstationer i trænersædet i denne sæson har for alvor sået tvivl om, hvorvidt klubbens måske bedste spiller nogensinde også er den rette mand på sidelinjen. Det kongeblå mandskab fra Vestlondon har kun vundet to af deres seneste syv Premier League-kampe, og som vi har skrevet her på Indkast.dk, så kan et nederlag til Leicester potentielt markere afslutningen på den lange kærlighedshistorie mellem ”The Blues” og Frank Lampard.
Frank Lampard har i sin tid som Chelsea-manager stået i spidsen for klubben 56 gange i Premier League, og efter en tilfredsstillende første sæson, hvor et ungt og transferkarantæneramt Chelsea mandskab kvalificerede sig til Champions League, er Chelsea inde i en formkrise, selvom klubben brugte mere end en milliard kroner i sommerens transfervindue. Selv tager Lampard ikke fyringsrygterne så tungt, og den engelske manager ser det som et arbejdsvilkår.
- Der er blevet stillet spørgsmål ved flere store klubber og managere i denne sæson, hvis de har haft nogle dårlige uger. Sådan er moderne fodbold, så jeg græder ikke over det. Sådan er Premier League, og alle har forventninger, siger Frank Lampard ifølge BT Sport.
Frank Lampard kom til Chelsea tilbage i 2001, og han har både vundet Premier League og Champions League i sine i alt 648 kampe for klubben. Lampard har i alt scoret 211 mål for Chelsea, hvilket gør den tidligere offensive midtbanespiller til klubbens mest scorende spiller nogensinde.