Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Europa: Champions League
FT
1 - 1
(0 - 1)
FC Midtjylland
Liverpool
A. Scholz (62)
M. Salah (1)
Troels Drasbech

Ineffektive Midtjylland stjal point fra Liverpool

FC Midtjylland spillede Liverpool op til dans i den sidste spillerunde af gruppespillet efter en utrolig flot anden halvleg.
FC Midtjyllands sidste kamp for denne gang i Champions League stod på et kæmpe opgør mod de engelske mestre fra Liverpool. Kendetegnet for kampen var den manglende betydning for begge mandskaber, da deres placeringer i puljen allerede var afgjort.

Indkast.dk havde allerede varslet store omrokeringer hos Merseyside-klubben, men Jürgen Klopp havde dog fundet plads til stjerner som Trent Alexander-Arnold, Fabinho og Mohamed Salah - sidstnævnte fik hurtigt efter startfløjtet gjort sig synlig i angrebet.

Alexander Scholz satsede hele butikken i en tackling for at forhindre egypteren i frit løb mod målet, men forsøget fejlede, og den 28-årige fik med lidt held prikket bolden forbi Jesper Hansen i målet, inden stadionuret havde rundet det første minut - en vaskeægte mareridtsstart for 'Ulvene'.

Kampen fortsatte efterfølgende på Liverpools præmisser, hvor den 19-årige Leighton Clarkson viste gode takter i første halvleg inde på midtbanen som den defensive brik. Midtjylland skulle dog få deres mulighed efter 32 minutters spil, hvor Sory Kaba flot steg til vejrs og headede bolden forbi Caoimhin Kelleher i målet - desværre for Midtjylland havde Fabinho læst situationen og kunne cleare bolden væk på stregen.

Hjemmeholdet kom langt bedre med efter den store chance til Kaba, og Awar Mabil kunne med lidt held have skabt balance i regnskabet kort inden pausen - det gjorde sig dog også gældende for Diogo Jota og Naby Keita i den anden ende af banen, men Hansen diskede op med et par flotte redninger.

Midtjylland kom bragende ud til anden halvleg, hvor Liverpool havde skiftet Fabinho ud med 18-årige Billy Koumetio, der kom ind og fik sin debut. Det skabte kaotiske situationer i feltet, hvor Evander blandt andet hamrede en nedfaldsbold på overliggeren kort inde i anden halvleg.

Efter en times spil gav det høje pres og flotte spil pote for hjemmeholdet, da Dreyer blev tacklet af Kelleher i feltet, hvor Scholz placerede bolden flot ind bag ireren i målet - Liverpool var kun 10 mand i situationen op til straffesparket, da Kostas Tsimikas ikke kunne spille videre grundet en skade. Liverpool var på hælene.

Med 15 minutter tilbage af den ordinære spilletid var Scholz endnu engang på pletten efter en nedfaldsbold fra et frispark, men danskeren var placeret i en offside-position, da han modtog bolden, og målet blev derfor korrekt annulleret.

Midtjylland fik mange hjørnespark gennem kampen, hvor Scholz og Erik Sviatchenko var de farlige spillere i feltet - sidstnævnte var med fem minutter igen utrolig tæt på at sende hjemmeholdet i front, men Kelleher reagerede hurtigt inde i målet.

Med kun et enkelt minut tilbage af den ordinære spilletid sendte Takumi Minamino bolden i kassen, hvilket ikke havde været en retfærdig afslutning på kampen for 'Ulvene' - dog havde indskiftede Sadio Mane hånd på bolden i opspillet til målet, og scoringen blev derfor annulleret med hjælp fra VAR.

Det var generelt ikke nogen pæn kamp på MCH Arena, men Midtjylland var målt over hele kampen det bedste mandskab og sluttede derfor deres eventyr i Champions League af på utrolig flot vis. Det blev til et enkelt point mod Liverpool, hvor ineffektiviteten fra 'Ulvene' kostede dem sejren.



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER