Fodbold nyheder

Inter forsøgte at hente Messi - Se det svimlende tilbud

Af Magnus Kisbye

Den tidligere Barcelona-præsident Joan Laporta afslører i dag, at Inter var klar til at gøre Messi til verdens klart dyreste fodboldspiller i 2006.

Article image

Det er først i de seneste år, at spillertransfers er røget op milliardklassen, men i dag er det kommet frem, at det allerede kunne have været tilfældet for 14 år siden. Joan Laporta, der var præsident i FC Barcelona i årene 2003-2010, har ifølge Ekstra Bladet udtalt, at Inter var klar til at gøre den dengang 19-årige Lionel Messi til verdens klart dyreste fodboldspiller:

- Vi afviste et tilbud på 250 millioner euro (cirka 1,8 milliarder kroner, red.) fra Inter i 2006. Moratti ville have ham til sin klub, siger Joan Laporta ifølge Ekstra Bladet med henvisning til Massimo Moratti, der i perioden 1995-2016 ejede den italienske storklub.

Med det svimlende bud på 1,8 milliarder kroner ville Messi den dag i dag fortsat have været klodens dyreste, da den nuværende rekordhandel lyder på 1,67 milliarder, da PSG sikrede sig Neymar i 2017. I 2006 stod Zinedine Zidane for rekorden, da Real Madrid købte ham for ca. 576 millioner i 2001. Inter ville altså have sprængt skalaen, hvis Messi-handlen var blevet effektueret.

Laporta nægtede for fjorten år siden at give slip på Messi, og nu håber han at blive genforenet med ham. Spanieren genopstiller nemlig til præsidentvalget i den catalanske storklub den 24. januar.

- Ingen, som elsker Barcelona, kan være i tvivl om Messi. Jeg håber, jeg bliver udnævnt til præsident, og så vil jeg tale med ham, siger Laporta.

Mere om Lionel Messi

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik