Thorup om FCK-krise: Jeg kan også fornemme, at der er noget, der stikker dybere
Jess Thorup er ikke kun bekymret over resultaterne i FC København, da han mener, at der er noget andet, som går dybere.
I FC Købehavn har sæsonen resultatmæssigt indtil videre været langt fra det, som man plejer. Klubben ligger på nuværende tidspunkt nummer ti i Superligaen efter ni spillerunder. Ifølge FC Københavns egen hjemmeside har træner Jess Thorup udtalt sig om situationen i hovedstadsklubben:
- Det er klart, at vi har ikke fået den start, jeg håbede på. Det skal jeg være den første til at erkende. Det skal jeg tage ansvaret for. At vi ikke har fået vendt den resultatmæssige krise først og fremmest.
- Jeg kan så også fornemme, at der er noget, der stikker dybere. Det har jeg måske brug for også at tilkendegive overfor omgivelserne, for spillerne, for fansene, for sponsorerne og for hele klubben. Det her er ikke noget, vi bare lige vender, fordi vi hedder FCK, men der ligger måske noget dybere. Og det skal vi være sammen om. Det kommer jeg ikke til at klare alene. Vi skal alle være bevidste om, at det bliver et langt, sejt træk, men jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer ud på den anden side, og vi kommer styrket ud på den anden side. Det tror jeg, at vi skal erkende, fordi har man først den erkendelse, er det nemmere at komme videre.