Europa: Champions League
FT
0 - 0
(0 - 0)
Atlético
Lok. Moskva
Daniel Fisker

Optakt: Atlético Madrid – Lokomotiv Moskva

Atlético Madrid skal forsøge at få revanche og udnytte Lokomotiv Moskva-mandskabets hjemve, når ”Loko” besøger Madrid onsdag aften.
Kommentar:

Atlético Madrid startede Champions League-gruppespillet med en afklapsning, da de forsvarende mestre fra Bayern München besejrede den spanske hovedstadsklub 4-0. Herefter kom en kneben 3-2-sejr over Red Bull Salzburg i hus, inden ”Los Rojiblancos” måtte nøjes med et enkelt point, da Lokomotiv Moskva gav spanierne en varm – eller rettere sagt kold – modtagelse i den russiske hovedstad. Atlético Madrid kan dog tage et stort skridt mod avancement fra Gruppe A, hvis de formår at leve op til favoritværdigheden og slå de russiske gæster.

Selvom Atlético Madrid er mere eller mindre pisket til en sejr onsdag aften, så har de spanske hovedstadstropper uden tvivl selvtilliden i orden. Lørdag aften sikrede ”Los Rojiblancos” sig således en sjælden skalp, da FC Barcelona – for første gang siden foråret 2016 – blev besejret på Wanda Metropolitano. Mens Atlético Madrid kan tage et stort skridt mod avancement fra gruppespillet, så kan Lokomotiv Moskva med en overraskende sejr overtage andenpladsen i Gruppe A fra onsdagens værtsfolk.

Lokomotiv Moskva kom lørdag tilbage på sporet i den russiske Premier League med en 1-0-sejr over Arsenal Tula. Den russiske hovedstadsklub var inden weekendens tiltrængte sejr gået fra banen seks gange uden sejr og dermed også tabt terræn i den russiske Premier League-tabel. ”Loko” kom dog tilbage på sporet, selvom der venter den russiske hovedstadsklub en noget større opgave, når Atlético Madrid står for skud. Lokomotiv Moskva leverede dog som sagt en overraskelse i den forgangne spillerunde mod netop Atlético Madrid, da spanierne besøgte den russiske hovedstad.

Lokomotiv Moskvas største styrke er uden tvivl det effektive forsvar og hjemmebanen RZD Arena. Russerne må undvære hjemmebanefordelen i onsdagens opgør, og det kan slet ikke udelukkes, at ”Loko” kommer til at lide af hjemve. Atlético Madrids statistik på hjemmebane i LaLiga lyder på fire sejre, en enkelt uafgjort og en målscore på 13:1, mens Lokomotiv Moskvas udebanestatistik i den russiske Premier League lyder på to sejre, to uafgjorte, tre nederlag og en målscore på 7:10. Lokomotiv Moskvas spinkle håb bygger dog på det ene point, ”Loko” tilkæmpede sig i Salzburg i gruppespillets første runde.

Karantæner og skader:

Atlético Madrid:

Diego Simeone må undvære den tidligere Arsenal-midtbanedynamo Lucas Torreira og angriberen Luis Suarez, som blev testet positive for coronavirus under landskampspausen. Derudover er midtbanespilleren Hector Herrera og højrebacken Sime Vrsaljko ukampdygtige, mens den unge midtbanespiller Manuel Sanchez tvivlsom.

Lokomotiv Moskva:

Fedor Smolov, som sædvanligvis er fast starter i Lokomotiv Moskva-angrebet, er skadet, hvilket også gør sig gældende for den russiske U21-landsholdsback Mikhail Lysov og den langtidsskadede midtbanespiller Dimitri Barinov. Forsvarsgeneralen Vedran Corluka, som så rødt i weekendens sejr over Arsenal Tula, er også tvivlsom til onsdagens Champions League-opgør.

Forventede startopstillinger:

Atlético Madrid (4-4-2)

Oblak
Trippier, Savic, Gimenez, Lodi
Llorente, Koke, Niguez, Carrasco
Correa, Felix

Lokomotiv Moskva (4-4-2)

Guilherme
Zhivoglyadov, Cerqueira, Rajkovic, Rybus
Ignatjev, Kulikov, Krychowiak, Miranchuk
Eder, Luis

Bud på kampens profil:

Atlético Madrid-angriberen Joao Felix er et oplagt bud på en profil i onsdagens Champions League-opgør – især set i lyset af Luis Suarez’ fravær. Kantspilleren Yannick Carrasco, som lørdag vendte tilbage fra en skade og scorede sejrsmålet mod FC Barcelona, kan dog også få noget at spille have sagt, når Lokomotiv Moskva besøger Madrid.

Hvis man skulle pege på en profil hos Lokomotiv Moskva, så er det mest oplagte bud uden tvivl midtbanespilleren Anton Miranchuk. Den 25-årige russer udlignede, da Bayern München var på besøg i Moskva. Joshua Kimmich sørgede dog for, at den sydtyske storklub kunne rejse fra den russiske hovedstad med en sejr i bagagen. Miranchuk sikrede dog ”Loko” et enkelt point i det første opgør mod Atlético Madrid, mens han også sikrede den russiske hovedstadsklub lørdagens sejre over Arsenal Tula.

Bud på kampens resultat:

Der kan ikke herske meget tvivl om, at Atlético Madrid får revanche fra pointdelingen i Moskva, når ”Loko” besøger den spanske hovedstad. Selvom russerne beviste deres værd på eget græs i sidste spillerunde, så bliver onsdagens kamp en helt anden. ”Los Rojiblancos” er stærke på Wanda Metropolitano, hvorfor de uden tvivl vil være i stand til at udnytte russernes hjemve. Det er godt og vel to uger siden, at ”Loko” tabte 5-1 til lokalrivalerne fra Dynamo Moskva. De få dages hvile siden weekendens kampe er dog medvirkende til, at buddet herfra bliver en 3-0-sejr til Atlético Madrid.

Kampen spilles onsdag den 25. november på Wanda Metropolitano i Madrid og sparkes i gang klokken 21:00. Kampen kan ses på Viaplay.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER