Fodbold nyheder

Gabriel Magalhães - det brasilianske bjerg

Af Torsten Brix

Midterforsvarerens vej til London er en atypisk én af slagsen, men forventningerne er høje til den brasilianske stopper. Indkast.dk sætter Arsenals nye nummer 6 under lup.

Article image

I april 2019 spillede Paris St. Germain ude mod Lille, som lå på andenpladsen i ligaen. PSG skulle blot bruge et enkelt point for at vinde ligaen det år og ved halvleg så det ud til at gå deres vej. 1-1 var stillingen, men kort før pauseteen blev Gabriel skiftet ind i midterforsvaret. I minut 71 kommer han højest på et hjørnespark fra Nicolas Pepe og scorede Lilles fjerde og næstsidste mål i kampen. 5-1 sluttede kampen og Gabriel havde for alvor slået sit navn fast i fransk fodbold. Den efterfølgende sæson var han fast mand i startelleveren, hvor han blandt andet spillede samtlige kampe for Lille i Champions League og 24 kampe i Ligue 1.

Selvom Gabriel gjorde sig selv positivt bemærket i sæsonen 19/20 og var i sommer eftersigende interessant for adskillige store europæiske klubber, deriblandt Manchester United, så har vejen der til ikke været så ligetil for den 22-årige brasilianer. Oprindeligt fra Pirituba, nordvest for São Paulo, tog Gabriel turen på knap 650 km til Avai i en alder af blot 14 år. Han kom til Avai som venstre back, men blev prompte rykket en tak ind i forsvarslinjen på grund af hans størrelse. Han blev dog langt fra anset som et supertalent, som skulle næres og plejes med fast spilletid og gode vilkår.

Avai fandt dog hurtigt ud af, at når han fik chancen, så tog han den. På grund af nogle omstændigheder vedrørende en anden stopper, som var ældre og blev anset som værende et større talent, fik Gabriel chancen for at spille og slog den anden stopper af holdet. Dermed fik han fast spilletid som u-15, men også to år som u-17 spiller. Her begyndte det brasilianske fodboldforbund at få øjnene op for ham og sendte scouts ud for at observere ham. Det er let at få øje på, hvorfor u-landsholdet begyndte at tage ham med ind i deres overvejelser: Det er nemlig ikke hver dag, at man ser en venstrebenet midterforsvarer på 190 cm spille på det niveau.

Gabriel er dog ikke en typisk hårdhudet midterforsvarer - han var en teknisk og kløgtig spiller. Hans trænere fremhævede hans intuition, positioneringsevne og hans evner på bolden. Selv når modstanderne pressede ham på bolden kunne han slå diagonalafleveringer på tværs af banen, som satte de offensive spillere i scene. Hans præstationer for Brasiliens u-20 hold vakte interesse fra flere europæiske klubber og Lille havde for øje at finde en venstrebenet midterforsvarer. Han havde en frikøbsklausul på blot 25 millioner kroner, så i januar 2017 rykkede Gabriel til det nordlige Frankrig.

Der skulle dog gå to hele år, før Gabriel fik chancen på Lilles førstehold. Et lejeophold i Troyes kastede blot en enkelt optræden af sig og et lejeophold i Dinamo Zagreb blev næste skridt. Her blev det heller ikke til meget spilletid, men det blev dog til en start for u-23 holdet imod Arsenal, som blandt andet havde Joe Willock og Reiss Nelson på banen. Zagreb forsøgte endda at gøre skiftet permanent, men Lille ville ikke indgå en handel. Det valg skulle vise sig at være et fornuftigt et af sin slags for Lille. I ovennævnte kamp mod PSG tog Gabriel endegyldigt sin chance - og gav ikke slip igen. Tidligere på året udtalte Lilles ejer Gerard Lopez, at han anså Gabriel som værende en af de fem bedste midterforsvarer i Europa.


Ikke Upamecano – men Gabriel
Arsenal var ude med snøren allerede i januar 2020. Her var Arteta, som bekendt, ude efter en venstrebenet midterforsvarer, men Lille ville ikke slippe ham på daværende tidspunkt. Pablo Mari blev hentet i stedet og Gabriel fik en kontraktforlængelse til 2023 - selvom de godt vidste, at de nok ikke ville kunne holde på ham den kommende sommer.

Selvom Dayot Upamecano fra RB Leipzig var den primære anbefaling fra Arsenals scoutingafdeling, så var Gabriel kun marginalt nummer to på listen. Everton så oprindeligt ud til at sikre sig Gabriel, men grundet Coronavirus måtte de rejsende delegater blive hjemme - og der slog Arsenal til.

I London fik Gabriel en ”kanon-start”, da han i de første to kampe blev ”kampens spiller”, og mange Arsenal-fans håber, at Gabriel og William Saliba kan blive den defensive platform, som holdet har manglet de sidste sæsoner. Første kamp for Gabriel kom noget tidligere end han, og nok også Mikel Arteta, havde regnet med. Til sæsonens første ligakamp imod Fulham var David Luiz nemlig ude med en skade og derved blev der spekuleret i, hvem der skulle erstatte ham i midten af de tre centerforsvarer. Det blev så Gabriel og indenfor de første par minutter så det ud til, at den nye signing ville få en mareridtsagtig start.

Maitland-Niles spillede bolden tilbage imod Gabriel og Bernd Leno, som gik fejl af hinanden og pludseligt havde Fulham en friløber. Leno, som måske selv havde noget at bevise, lavede en flot redning og derefter gik det udelukkende opad for Gabriel. Han voksede sig ind i kampen og akkurat som den skæbnesvangre aften i Lille imod PSG, kom han højest på et hjørnespark og pandede bolden i netmaskerne. En solid præstation som, med rette, blev kåret til kampens bedste. Havde situationen i første halvleg endt med et mål til Fulham ville tingene nok se anderledes.

I den næste kamp imod West Ham beholdte Gabriel sin plads og selvom der var en del mere at se til imod et veloplagt udehold, så klarede Gabriel skærene fint endnu en gang, så ”det brasilianske bjerg” fik en god start i London.

Mere om Gabriel

Mere om Lille

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik

Champions League - Donetsk - Real MadridChampions League - Atalanta - FC MidtjyllandChampions League - Liverpool - AjaxChampions League - Dortmund - LazioChampions League - Manchester U - Paris SG