Ødegaard er parat til Real Madrid
Zinedine Zidane mener ifølge Marca, at Martin Ødegaard er parat til at indtage sin plads på Real Madrids førstehold.
Martin Ødegaards fænomenale sæson som lejesvend i Real Sociedad har tilsyneladende fungeret som en åbenbaring for Real Madrid. I hvert fald er Zinedine Zidane ivrig efter at få den 21-årige nordmand tilbage til Santiago Bernabeu.
Marca rapporterer, at Zidane først og fremmest går efter at føje energi og vitalitet til sin Real Madrid-trup – specielt på midtbanen. Zidanes første transfermål denne sommer er derfor Ødegaard, som indenfor få dage vender tilbage til Madrid.
Real Sociedad har dog gjort den norske playmaker til en del af planerne for næste sæson, fordi der som udgangspunkt var tale om en toårig lejeaftale, som Real Madrid dog havde mulighed for at afbryde allerede efter den første sæson, hvis de havde lyst til at hente nordmanden hjem.
Ødeggard kan ifølge Marca se frem til at få en vigtig rolle i Real Madrid, hvilket uden tvivl lægger pres på en spiller som Federico Valverde. Toni Kroos og Casemiro er tilsyneladende en fast del af Zidanes planer, mens fremtiden synes mere usikker for Luka Modric og Isco.