West Ham vandt afgørende bundduel mod Watford
En stærk første halvleg sikrede West Ham tre vigtige point i bundstriden mod Watford.
45 gode minutter. Det var alt, hvad David Moyes´ tropper havde brug i aftenens kamp mod Watford. Det hele startede, da Michail Antonio bragte hjemmeholdet i front efter seks minutter spil. Det var Antonios syvende sæsonscoring og nok den vigtigst. En godkendt start for West Ham, der kun blev bedre kort tid efter.
Her smækkede Jarrod Bowen et indlæg lige ind i panden på Tomas Soucek, som headede bolden op i venstre hjørne uden chance for Ben Foster i Watford-målet. Et flot mål, der skabte stor glæde ude på West Hams bænk, der nu kunne øjne tre vigtige point.
Aftenens flotteste scoring kom fra Declan Rice 10 minutter før pausefløjt. Her modtog Rice bolden ude foran feltet, og curlede den uden om Foster inde i målet. På dette tidspunkt var det ikke til at se, at begge hold kæmpede for overlevelse. West Ham var i alle dele af spillet bedre end Watford.
Som så mange gange tidligere, var det Troy Deeney, der skabte et håb for Watford, da han efter 49 minutter spillet reducerede. Watford fik mere blod på tanden, og begyndte at få overtaget i kampen. De blev dog ikke på noget tidspunkt en stor trussel for West Ham, som forsvarede deres mål uden de store problemer.
Kampen endte 3-1 til West Ham, som nu står noteret for 37 point og har seks point ned til stregen. Det ser straks værre ud for Watford, der efter nederlaget kun har 34 point, og har blot tre point ned til Bournemouth under stregen med to runder tilbage af Premier League.