Morientes: Han passer ikke ind i Zidanes taktiske-system
Han fik sit gennembrud for Colombia i VM-slutrunden i 2014, hvorefter Kongeklubben hentede ham i Monaco, men i denne sæson har han haft det svært i den spanske hovedstad.
Den tidligere Real Madrid-angriber Fernando Morientes mener ikke, at der længere er plads til colombianske James Rodriguez i Real Madrid. Han passer ikke ind i det taktiske-system, fortæller angriberen til La Liga-TV ifølge Goal:
- Han har et fantastisk talent, og han er en speciel spiller, men han passer ikke ind i Real Madrids taktiske system. Jeg er sikker på, at han vil få succes på et andet hold.
Den colombianske playmaker strålede for sit hjemland i 2014 ved VM, og det fik dengang ”Los Blancos” og daværende træner Carlo Ancelotti til at kaste deres kærlighed på VM-topscoreren. Siden har den kærlighed ikke holdt helt ved. I 2017 blev han udlejet til Bayern München i to sæsoner, og efter han vendte tilbage, har han haft svært ved at få spilletid.
I denne sæson er det blot blevet til 14 kampe i alle turneringer, hvoraf de otte har været i La Liga. Den tidligere Monaco-stjerne har et år tilbage af sin kontrakt i Madrid, og der gættes på, at han forlader klubben i sommerens transfervindue.
Den 29-årige James Rodriguez har i alt spillet 125 kampe for Real Madrid, scoret 37 mål og assisteret 42 gange ifølge Goal. Han har dog aldrig rigtig formået at etablere sig som den stjerne, der var lagt op til i 2014, måske fordi han ikke rigtigt har passet ind i Zinedine Zidanes taktiske tanker.