FCK´er klar til Derby efter et langt skadeshelvede
For første gang i over et år er F.C. Københavns venstreback, Nicolai Boilesen, atter at finde i truppen, når "Løverne" tager imod Brøndby IF til sæsonens sidste Derby. En modstander som Boilesen har en god statistik mod.
377 dage er der gået siden, at Nicolai Boilesen pådrog sig en alvorlig knæskade, da han i en træningskamp mod FC Orenburg tilbage i 2019 kom galt afsted. Boilesen vidste med det samme, at den var helt gal.
- Det er en alvorlig skade for en fodboldspiller (…), så jeg må bare indstille mig på operation og lang genoptræning og arbejde hen mod at komme stærkt tilbage til næste år udtalte Nicolai Boilesen efterfølgende til F.C. Københavns egen hjemmeside.
Nu er Boilesen endelig tilbage for F.C. København, da Ståle Solbakken har udtaget ham til dagens Derby mod Brøndby IF i Telia Parken. Det kan blive til venstrebackens første officielle minutter, men Boilesen har allerede fået ”comeback”, da han spillede 60 minutter i en træningskamp mod HB Køge i forrige uge.
Nu er det hverken en træningskamp eller HB Køge, men i stedet Superliga og Brøndby IF, som er en modstander, Nicolai Boilesen har et godt tag på.
10 gange har Nicolai Boilesen stået over for de blå gule fra Vestegnen, og her er det blevet til hele syv sejre og blot to nederlag. Den største sejr over rivalerne var 3-1 triumfen i Sydbank Pokalfinalen i 2017, hvor Boilesen var med til at vinde pokalen med F.C. København.
Hvorvidt Nicolai Boilesen får spilletid i dag er stadig usikkert, da både Pierre Bengtsson og Bryan Oviedo ligeledes er udtaget til dagens Derby. Sæsonens sidste kamp mellem F.C. København og Brøndby IF, og Boilesens mulige sæsondebut, fløjtes i gang kl. 18:00.