Hoffenheim smadrer Dortmund og sikrer sig europæisk gruppespil
Det var en overraskelse af de større, da Dortmund tabte stort på hjemmebane i sidste spillerunde.
Hoffenheim, med Robert Skov i startopstillingen, overraskede stort, da de på udebane slog Dortmund med 4-0. Dortmund havde ikke noget at spille for, da de var sikre på at ende på andenpladsen, uanset kampens resultat. Derimod havde Hoffenheim sjettepladsen at spille for, og det ville betyde direkte adgang til næste sæsons Europa League.
Det stod hurtig klart, at Dortmund ikke havde den samme gnist og gejst som Hoffenheim i dagens kamp. Efter en halv time førte gæsterne med 2-0, hvor Robert Skov havde assisteret til den anden scoring. Det var også pausestillingen. Den plan, som Dortmund havde lagt i pausen, blev hurtigt forpurret, da gæsterne havde scoret yderligere to gange i løbet af de første fem minutter i anden halvleg.
Bemærkelsesværdigt var det, at Andrej Kramaric var manden bag alle fire scoringer, så det var en god eftermiddag for kroaten.
Efter 70 minutter byttede Robert Skov plads med sin landsmand Jacob Bruun Larsen, der kom ind fra bænken.
Andetsteds tabte Wolfsburg 0-4 til Bayern München, og derfor ender Hoffenheim på sjettepladsen, mens Wolfsburg, som slutter på syvendepladsen, skal ud at spille kvalifikation til Europa League næste sæson.