Fodbold nyheder

"Fejl at skrive under med Mario Balotelli"

Af Christian Bang Jensen

Brescia-ejer Massimo Cellino har udtalt, at han beklager, at klubben skrev under med den kontroversielle angriber.

Article image
Ritzau-Scanpix

I sommer hentede den nyoprykkede italienske klub Brescia stort ind i forsøget på at overleve første sæson i Serie A. I blandt de tilkommende var den kontroversielle angriber Mario Balotelli, der selv er vokset op i den lille norditalienske by mellem Bergamo og Verona.

Den 29-årige angribers hjemkomst har dog ikke været gnidningsfri, og problembarnet er nok engang endt i et uheldigt spotlight, da han tidligere i denne uge ikke mødte op til træning.

Overfor det engelske program ”World Football Show” har Brescia-ejeren Massimo Cellino udtaler, at han fortryder, at klubben skrev under med den tidligere Manchester City og Liverpool-spiller.

- Jeg tror, at vi begge begik en fejl. Jeg troede, at det at komme til Brescia, som er hans by, ville gøre, at han ville yde noget mere. Samtidig tror jeg, at han blev håndteret forkert af den tidligere træner (Eugenio Corini, der i to omgange har været træner for Brescia i denne sæson), siger Massimo Cellino.

- Han (Mario Balotelli) møder ikke op til træning, og han virker ikke engageret i klubbens fremtid. Det er et problem, fortsætter Brescia-ejeren.

Brescia ligger i øjeblikket på en håbløs sidsteplads i Serie A med ni point til redning og 12 kampe tilbage. Skulle klubben rykke ned, følger ”Super Mario” dog ikke med.

- (Mario) Balotelli har en kontrakt i Serie A, men han har ikke en kontrakt i Serie B. Så hvis vi rykker ned, vil (Mario) Balotelli ikke have en kontrakt hos os længere. Men han vil tilsyneladende heller ikke være i Italien længere. Han opfører sig i hvert fald ikke sådan, afslutter Massimo Cellino.

Den 29-årige angriber har scoret fem mål i 19 kampe for Brescia i denne sæson. Han kom til klubben på en fri transfer fra Marseille.

Tidligere på sæsonen har Mario Balotelli ved flere lejligheder været udsat for racisme. Lazio fik i januar en bøde efter en kamp, hvor klubbens fans kom med racistiske tilråb mod den italienske angriber.

Mere om Mario Balotelli

Mere om Brescia

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik