Frederik T. Sørensen

Neuer har fortsat store ambitioner efter forlængelse

Manuel Neuer er på ingen måde træt af fodbold på højeste plan og har fortsat store ambitioner for ham selv og Bayern.
De sidste par måneder er Bayern München-målmanden Manuel Neuers fremtid blevet diskuteret heftigt. Debatten tog yderligere til i styrke, da det i starten af januar blev offentliggjort, at Bayern München havde hentet målmandstalentet Alexander Nübel fra Schalke 04 - samme klub, hvor de næsten ni år tidligere hentede Neuer.

I onsdags blev der så lagt en dæmper på snakken, da Bayern offentliggjorde, at de havde forlænget Neuers kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2023. Og målmandsikonet har store ambitioner for fremtiden, selvom at han i skrivende stund har vundet syv mesterskaber i træk Bayern og vundet utallige cupturneringer - navnlig Champions League i 12/13-sæsonen.

- Jeg er overbevist af vores trup og hele klubben, og jeg er sikker på, at vi vil komme til at spille succesfuld fodbold i løbet af de næste år. Vi har selvfølgelig nogle mål, vi kan nå i den her sæson. Vi har et godt hold til de næste par år, og det er virkelig sjovt at arbejde for Bayern - også som anfører, udtalte Neuer til klubbens eget nyhedsmedie.

Målmanden drømmer om at løfte Champions League-trofæet som i 2013, og det ville ifølge ham selv være noget helt særligt, hvis det kunne lade sig gøre i 2022, da finalen det år skal spilles i München. Han kalder det selv en kæmpe motivationsfaktor at nå det mål.

- Du starter selvfølgeligt hvert år med at ville vinde det hele. Lige nu er der mesterskabet at vinde, og vi er stadig med i alle turneringer. Men den nuværende situation er anderledes, og vi bliver nødt til at tilpasse os omstændighederne - ikke kun os fodboldspillere.

- Et af vores store mål for de kommende år er helt sikkert at have chancen for at spille Champions League-finalen på hjemmebane, ligesom vi gjorde i 2012. I 2022 vil der være endnu en europæisk finale i München, hvilket er en stor motivationsfaktor for mig og hele truppen, udtalte Neuer yderligere.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER