Arsenal lurer på schweizisk forsvarsspiller
Arsenal er på udkig efter spillere, der kan styrke klubbens forsvar, og en spiller i Bundesligaen har fanget englændernes opmærksomhed.
Arsenals forsvar har i flere sæsoner ikke været et tophold værdigt og denne sæson er ingen undtagelse. Klubben har indtil videre lukket 36 mål ind i 28 Premier League-kampe. London-klubben vil derfor forsøge at hente spillere ind, som skal styrke forsvaret. I sommeren 2019 hentede Arsenal den 19-årige franskmand William Saliba i Saint-Etienne, som dog blev lejet tilbage til franskmændene for hele sæsonen. Til sommer vender han dog tilbage til London og måske får han en ny legekammerat i forsvaret.
Ifølge det franske medie Le10Sport er London-klubben nemlig angiveligt interesserede i at hente schweiziske Nico Elvedi i Borussia Mönchengladbach. Den 23-årige midtstopper har spillet en solid sæson for Gladbach, der indtager tredjepladsen i Bundesligaen. Selvom Arsenal angiveligt har set sig varme på Elvedi, så må de forberede sig på at kæmpe for schweizerens underskrift. Det rygtes nemlig også, at den tyske mastodont Bayern München er interesserede i spilleren.
Nico Elvedi skiftede til Gladbach fra FC Zürich i 2015.