Manchester United-legende: Han er arrogant og jeg havde dræbt ham
Den tidligere Manchester United-anfører Roy Keane var klar i spyttet, da han udtalte sig om David De Gea efter den spanske keepers fejl kostede et mål mod Everton.
Dominic Calvert-Lewin sendte Everton i front i weekends kamp mod Manchester United, da han blokerede et udspark fra David De Gea.
Målmanden har i en længere periode været svingende i sine præstationer, og nu får han kritik af den tidligere Manchester United-anfører Roy Keane, der i dag fungerer som ekspert for engelsk tv.
Efter kampen langede den kontante irere kraftigt ud efter den spanske målmand, som han beskyldte for at være arrogant, og han lagde ikke fingre i mellem, da han beskrev, hvad han ville gøre, hvis han var David De Geas manager.
- Uanset om jeg var spiller eller manager, så havde jeg dræbt ham. Hvad venter han dog på? Det er sindssygt. Der er nærmest en arrogance over ham. Jeg havde lynchet ham i pausen, for der er ingen undskyldning for det, har Roy Keane udtalt ifølge Goal.
Den spanske keeper, der har holdt syv clean sheets i denne sæson tog dog revanche, og med flere gode aktioner var han medvirkende til, at Manchester United slap fra Goodison Park med et point.