Europa: Champions League
FT
4 - 1
(2 - 0)
Atalanta
Valencia
H. Hateboer (16), J. Iličić (42), R. Freuler (57), H. Hateboer (62)
D. Cheryshev (66)
Christian Bang Jensen

Atalanta smadrede passive Valencia

Atalanta har så godt som booket den første billet videre til kvartfinalerne i Champions League efter 4-1-sejre over spanske Valencia.
Det var et skadesplaget Valencia-mandskab, som havde taget turen til Stadio Giuseppe Meazza i Milano for at møde Bergamo-klubben og Champions League-debutanterne Atalanta. Og her løb den spanske klub ind i en ordentlig øretæve. Et sprudlende og offensivt-spillende Atalanta-hold, straffede på kynisk vis et passivt og langsomt Valencia-hold med Daniel Wass med i hele kampen.

Allerede efter et kvarters spil kom "La Dea" på 1-0. Alejandro "Papu" Gómez fik lov til at drible forbi det meget passive Valencia-forsvar og sende bolden tæt ind under mål. Her var den hollandske wingback Hans Hateboer kommet med frem og kunne sætte sidste fod på bolden.

Valencia kom bedre med i løbet af halvlegen, men blev aldrig farlige mod Atalanta-målet. Selv i Valencias bedste perioder var det Atalanta, der skabte mest, og efter 42. minutter kunne Josip Ilicic sparke bolden flot og hårdt i netmaskerne. Igen var det passivt forsvarsspil af Mouctar Diakhaby og Eliaquim Mangala, der gav Josip Ilicic frit lejde til at passere Jaume i Valencia-målet.

Ydmygelsen blev total i anden halvleg, da først Remo Freuler scorede et klassemål fra kanten af feltet til 3-0, og senere kunne Hans Hateboer blive dobbelt målscorer, efter en kikset offsidefælde gav hollænderen en friløber.

Oppe 4-0 gik Atalanta kolde, og Valencia fik skabt flere chancer, men var i de fleste situationer uskarpe. Kun russiske Denis Cheryshev fik pyntet på resultatet og skaffet det udebanemål, som Valencia kom efter.

Kampen sluttede 4-1, og det ser unægtelig svært ud for "Los Che," selvom returopgøret spilles på det mytiske Mestalla på den spanske østkyst.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER