Drømmer du om at blive fodbold-journalist?

Indkast.dk har igennem årene været med til at uddanne nogle af de største fodboldjournalister i Danmark – skal du være den næste?
- Indkast.dk var for mig et rigtig godt sted at starte min sportsjournalistiske karriere, og jeg sætter pris på min tid på sitet. Jeg lærte om disciplin og deadlines, men samtidig var det også en legeplads med god mulighed for at lave lige den artikeltype, jeg brændte for. Om det var kampreferatet, reportagen, portrættet eller citathistorien, så var der gode muligheder for at folde sit talent og sine egne idéer ud.
Kasper Marker, Årets sportsjournalist 2018 og mangeårige reporter for Discovery



- Hvis man elsker fodbold, så er Indkast.dk et rigtig godt sted at starte. Her er mulighederne mange og begrænsningerne få. Som ny skribent kan du både kaste dig over korte citathistorier eller de længere portræt. Jeg var glad for min tid på indkast.dk
Rasmus Gade Østergaard, journalist for TV2 og DR



- Min tid på Indkast.dk lærte mig at researche, vinkle og formidle en fodboldhistorie, så den fangede brugernes og ikke kun min egen interesse, og jeg lærte noget om den knivskarpe grænse mellem at ægge og vække og lave clickbait. Og så fik jeg lejlighed til at prøve mig af inden for en længere række af genrer - heriblandt reportagen, interviewet og anmeldelsen. Indkast.dk var for mig det perfekte sted at gøre min hobby til min legeplads - også når jeg ikke selv havde den lille runde for fødderne.
Michael Bækgaard, underviser på Journalisthøjskolen



- Indkast.dk er ikke bare en kæmpe legeplads, men også et sted hvor mængden af potentiel læring og erfaring er enorm. For mig startede det med nyhedsartikler, men endte med analyser og portrætter, ugentlige akkrediteringer til Superligaen, Europa League-brag som FCM-Manchester United og landskampe. Engagement bliver belønnet, så går man først benhårdt ind i det, er der næsten ingen begrænsninger. Springbrættet er således perfekt i jagten på at blive en dygtig sportsjournalist.
Mathias Hauge Jacobsen, sportsjournalist og kommentator på DR Sporten og LIGA på P3



Sådan husker nogle af de tidligere journalister tilbage på deres tid på Indkast.dk (læs flere i bunden af artiklen)… altså som et sted, hvor man kan udvikle sig og starte en karriere til at blive ”Den næste Carsten Werge”.

Går du med samme drømme og overvejelser, kan du starte her.

Indkast.dk søger nemlig ulønnede journalister med tiltrædelse snarest muligt.

Der er tale om seks timers vagt fordelt på to valgfrie perioder i løbet af ugen, og med tiden vil journalisterne få adgang til Indkast.dk’s store netværk.

Vi forventer, at du mindst er i slutningen af en gymnasial uddannelse eller måske i gang med en videregående uddannelse og dermed mindst er tyve år.

De største krav er naturligvis, at du kan skrive korrekt dansk og har en alsidig viden indenfor international fodbold.

Har du spørgsmål, kan du ringe til os på 25 33 59 59 eller maile til kontakt2012@indkast.dk, hvortil en ansøgning også skal sendes.

Vi glæder os til at høre fra dig

Indkast.dk Teamet

- Fordi vi brænder for fodbold!


- Med stor interesse og passion for fodbold og med ambitioner om at blive journalist er Indkast.dk et fodboldmedie, som giver plads til nysgerrighed og udfoldelse som skribent. Samtidig er det muligt at opbygge et netværk, både i forhold til kilder, men bestemt også skribenterne imellem. Især sidstnævnte er værd at tage med. Så er fodbold og journalistik en drøm, så kan jeg anbefale Indkast.dk – der giver plads til alt fra nyhedsartikler til anmeldelser og livedækning fra Superligaen.
Mike Bunde Jensen, Presseansvarlig for Vesthimmerlands Kommune og tidligere journalist på TV2 Nord



- Indkast.dk gav mig muligheden for at tilegne mig værdifuld erfaring, som jeg har kunne bruge videre i min journalistiske karriere. På indkast får du muligheden for at få skrevet en masse artikler, samtidig kan du blive akkrediteret som journalist til Superliga-kampe. Det er uvurderlig erfaring. Så drømmer du om at blive sportsjournalist, er indkast det perfekte sted at starte.
Jesper Amter, journalist, kommentator og vært på TV 2 SPORT



- Jeg var på Indkast.dk, mens jeg studerede på DMJX, og i min tid på sitet fik jeg fantastiske erfaringer med en bred vifte af arbejdsopgaver, samt hvordan man indgår i et team med både redaktør og kollegaer. Indkast.dk var det perfekte sted at arbejde under studiet, da jeg både udviklede mig meget og fik boostet mit CV inden praktikken og fremtidig jobsøgning. Alt i alt er Indkast.dk et fremragende sted at starte, hvis man drømmer om at komme tættere på en fremtid som fodboldjournalist.
Victor Nyrup Henriksen, TV3-Sport



- Indkast.dk gav mig også muligheden for at gøre mig de første erfaringer med de såkaldte mixed zones. Her sugede jeg til mig, ift. hvordan man som sportsjournalist agerer, og hvordan man får relevante og gode svar ud af kilderne. Alt i alt havde jeg en lærerig tid på sitet som supplement til journalistuddannelsen. Har du en drøm om at blive sportsjournalist, så kan jeg anbefale Indkast.dk som læreplads.
Kasper Marker, Årets sportsjournalist 2018 og mangeårige reporter for Discovery




MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER