Fabinho byder Mbappé velkommen i Liverpool
Liverpool-dynamoen Fabinho mener, at Kylian Mbappé, som er velkommen i Liverpool, vinder Ballon d’Or før Neymar.
21-årige Kylian Mbappé har allerede vundet VM med Frankrig og tre Ligue 1-titler med henholdsvis AS Monaco og Paris Saint-Germain.
Den lynhurtige angriber har været et af de absolut største talenter på den store scene, siden han fik sit gennembrud i Monaco for fire år siden. Meget tyder på, at han på et eller andet tidspunkt vinder Ballon d’Or.
Han er dog ikke den eneste Paris Saint-Germain-profil, som kan tænkes at vinde den prestigefyldte pris. Neymar har således været i betragtning til Ballon d’Or i længere tid end sin 21-årige holdkammerat.
Neymars landsmand – Liverpool-dynamoen Fabinho – tror dog, at Mbappé, som brasilianeren spillede sammen med i Monaco, vinder Ballon d’Or før Neymar. Fabinho vil ydermer elske at blive genforenet med Mbappé på Anfield.
- Mbappé vil have en Ballon d’Or før Neymar, udtaler Fabinho ifølge Goal.com.
- Jeg vil gerne byde ham velkommen i Liverpool.
Selvom Fabinho er overbevist om, at Mbappé vil vinde en Ballon d’Or i fremtiden, så mener den brasilianske midtbanespiller, at hans nuværende holdkammerat Sadio Mané blev overset, da Lionel Messi vandt karrierens sjette Ballon d’Or.
- Sadio Mané fortjente Ballon d’Or.
- Han er den bedste spiller i Liverpool.
Liverpool har kurs mod at vinde den første Premier League-titel i 30 år. ”The Reds” er ubesejret efter 21 kampe og er 16 point foran Leicester City på andenpladsen.
Fabinho er overbevist om, at de forsvarende Champions League-mestre kan gå hele vejen – især under ledelse af verdens bedste træner Jürgen Klopp.
- Liverpool bliver mestre, ja. Det er det bedste hold i verden.
- At slutte sæsonen ubesejret? Vi har ingen planer om at tabe.
- Klopp er den bedste træner i verden, ja.
Liverpools næste opgave i Premier League er det såkaldte North West Derby mod Manchester United, som sparkes i gang søndag den 19. januar klokken 17:30.