Daniel Fisker

Tuchel: Neymar og Mbappé motiverer hinanden

Paris Saint-Germain-træneren Thomas Tuchel mener, at Neymar og Kylian Mbappé er gode sammen og for hinanden.
Neymar og Kylian Mbappé spillede endnu en brandkamp for Paris Saint-Germain, da den franske hovedstadsklub lørdag aften slog Amiens 4-1. Mbappé scorede to mål, mens Neymar scorede et enkelt mål og leverede en enkelt assist.

Spørgsmålet er, om stjerneduoen overhovedet kan blive bedre. Det spørgsmål forsøgte PSG-træneren Thomas Tuchel at besvare i kølvandet på lørdagens kamp, hvor han slog fast, at de to superstjerner motiverer hinanden med deres indsats.

- Hvad betyder det at blive bedre? De spiller rigtig godt sammen. De har genvundet deres selvtillid og form. Det er det vigtigste, udtaler Thomas Tuchel ifølge Yahoo.

- De forsvarer med en masse intensitet. De er farlige sammen, fordi de kan lide at spille sammen. De er meget tætte på banen, og sådan vil vi gerne spille.

- Vi vil have ti sammentømrede spillere på banen. Hvad kunne være bedre? Måske at blive ved med at spille på den måde. Jeg ved det ikke. Vi er nødt til at beholde samme ånd og samme stil, den samme sult efter at vinde og score. Vi er nødt til at arbejde sammen, når vi tager hul på anden halvdel af sæsonen.

- Udfordringen består i at gøre det samme hver eneste kamp – at være på banen og arbejde sammen. Det giver tilfredsstillelse efter kampen, og det kan vores fans mærke. Det giver en masse energi.

- Neymar forsvarede, efter 88 minutters spil, 18 meter fra vores mål, hvor han lukkede ned for angrebsmulighederne. Han løb mange defensive meter. Det er virkelig utroligt. Han er i god form.

- Neymar motiverer Mbappé, og Mbappé motiverer Neymar. Det er godt. Vi spiller som et hold med alle andre. Udfordringen består i at bevare den samme ånd og måde at spille på.

PSG’s næste opgave udspiller sig i det nye år – den 5. januar – hvor ”Les Parisiens” tørner sammen med Linas-Montlhery i Coupe de France.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER