Solid "The Blues"-sejr i London-derby
Chelsea kørte en stensikker sejr hjem mod Crystal Palace, der ikke kunne stresse det blå forsvar.
Det var et møde mellem to London-hold og et møde mellem den ældste manager i Premier League-historien, Roy Hodgson, og den yngste manager Frank Lampard.
Kampbilledet for første halvleg blev som forventet, hvor Chelsea pressede på, mens Crystal Palace stod dybt på banen og skulle lukke ned for de hurtige kanter. Boldbesiddelsen var ligeledes derefter, og Chelsea havde den lille runde i omkring 75 % af tiden.
Desværre kom der ikke de største chancer i halvlegen, men Pulisic var tæt på at bringe sit hold foran efter knap et kvarters spil. Han modtog en bold ind i feltet, og med små smarte driblinger kom han forbi to Crystal Palace-spillere og var alene med Guaita i Palace-målet. Han orienterede sig ikke om de andre blå spillere på midten og forsøgte at udplacere keeperen, men han afværgede situationen for gæsterne.
Chelsea fik tre direkte muligheder på frispark, og det var Willians skudforsøg, som var tættest på at ende inde bag Guaita. Han sendte et krøllet spark forbi muren, men den røg lige akkurat forbi stolpen.
Kampens dommer, Mike Dean, er notorisk kendt for at uddele mange ostemadder ud, og han uddelte hele fire gule kort i halvlegen.
Willian var skræmmende tæt på at sparke kuglen ind i tillægstiden, men den gamle Chelsea-anfører Gary Cahill blokerede skuddet fra brasilianeren.
Det var Crystal Palace og Roy Hodgson, som kunne gå til pause med den bedste mavefornemmelse.
Chelsea kom ud til anden halvleg med den samme gejst og vildskab, og de forsøgte at finde Tammy Abraham inde foran mål, men han blev lukket godt ned af gæsternes forsvar.
De var ikke opmærksomme på den hurtige Chelsea-angriber, da Willian sendte en stikning ind til Abraham, der sparkede bolden over i det lange hjørne, og han bragte dermed hjemmeholdet foran i det 52. minut.
Amerikanske Pulisic testede minutterne efter føringsmålet Guaitas reflekser i buret, da hans hårde langskud sendte Guaita ud i en feberredning. Det lykkedes for ham at komme på måltavlen i det 79. minut, da han headede Chelsea foran 2-0. Det var en tilfældig bold inde foran mål, hvor han kom først og er dermed oppe på fem sæsontræffere.
Crystal Palace havde ingen chance for at komme tilbage i opgøret, og dermed fik Chelsea få deres sjette sejr i træk i Premier League.