England: Premier League
FT
2 - 0
(0 - 0)
Chelsea
Crystal P
T. Abraham (52), C. Pulisic (79)
Tobias Mølgaard Sørensen

Optakt: Chelsea - Crystal Palace

Et taktisk møde mellem to London-hold i lørdagens første Premier League-kamp.
Kommentar
Det bliver to hold, der skal finde en løsning på midtbanen, efter Chelsea må klare opgaven uden Jorginho, og Crystal Palace må undvære deres farlige Luka Milivojevic. Til gengæld har hjemmeholdet fået den giftige støvsuger på midten N’Golo Kanté tilbage, som kommer til at blive et vigtigt led mellem forsvar og angreb.

Fansene på Stamford Bridge forventer at se deres tidligere anfører Gary Cahill tilbage på banen, men denne gang i et andet forsvar og i en anden trøje. Han har fået meget spilletid i Crystal Palace-forsvaret, og det må derfor være en tændt forsvarsgeneral, der vender tilbage til ”Broen”.

Den ældste Premier League-manager, Roy Hodgson, havde en særlig stabilitet på sit hold, men de måtte se sig overmandet af et velspillende Leicester-hold, der vandt 2-1 i det sydlige London. Chelsea-manager, Frank Lampard, skal tilbage på det defensive spor, de havde fået opbygget, efter de desværre har lukket ni mål ind i de sidste tre kampe i både den hjemlige liga og Champions League.

Til trods for de defensive problemer har Chelsea vundet deres seneste fem Premier League-kampe, og de har mange chancer for at opnå endnu en sejr, hvis de kan spille sig igennem Crystal Palaces meget kompakte midtbane og overmande deres fysisk stærke centerforsvarer.

De sidste tre opgør er endt med en Chelsea-sejr, og sidste kamp på Stamford Bridge endte med en 3-1-sejr til ”The Blues”, hvor den tidligere spanske angriber Morata nettede to gange.

Skader og karantæner
Både Chelsea og Crystal Palace må undvære deres styrmænd på midten, da Jorginho og Milivojevic er kommet i karantæne efter for mange gule kort. Mason Mount fik en grim ankelskade i tirsdagens Champions League-kamp mod Ajax, og han sidder derfor ude sammen med Antonio Rüdiger, Ruben Loftus-Cheek og Ross Barkley.

Crystal Palace har stadig Andros Townsend ude med en muskelskade sammen med Mamadou Sakho og Connor Wickham.

Forventet startopstillinger
Chelsea
Kepa Arrizabalaga
Reece James, Kurt Zouma, Fikayo Tomori, Cesar Azpilicueta
Mateo Kovatic, N’Golo Kanté
Willian, Callum Hudson-Odoi, Christian Pulisic
Tammy Abraham

Crystal Palace
Vicente Guaita
Joel Ward, James Tomkins, Gary Cahill, Patrick van Aanholt
Cheikhou Kouyate, James McCarthy, Jeffrey Schlupp, James McArthur, Wilfried Zaha
Jordan Ayew

Kampens profil
Tammy Abraham er helt klart en spiller, der vil blive holdt øje med, og han kan med en scoring komme op på toppen af topscorerlisten. Wilfred Zaha er også en vigtig del af Crystal Palaces offensiv, og det skal komme fra ham, hvis gæsterne vil have point med hjem fra Stamford Bridge.

Kampens resultat
Opgørene mellem de to London-mandskaber er oftest meget tætte, og derfor forventes lørdagens opgør ligeledes at blive en tæt og taktisk affære. Chelsea skal drage fordel af deres hjemmebane, og hvis det lykkes for Tammy Abraham at dirke modstanderens forsvar op, så spår Indkast.dk en 2-1-sejr til hjemmeholdet.

Opgøret sparkes i gang kl. 13:30 af kampens dommer Mike Dean og kan følges på TV3 MAX og Viaplay.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER