David Luiz: Derfor forlod jeg Chelsea
David Luiz afslører, hvorfor han skiftede fra Chelsea til Arsenal.
Det kom som en overraskelse for de fleste, da Arsenal offentliggjorde købet David Luiz fra Chelsea. Nu forklarer brasilianeren, hvorfor han blev nødt til at søge andre græsgange.
- Jeg havde samtaler med Frank (Lampard, red.), og han havde en anderledes plan for mig denne sæson. Vi var ærlige med hinanden, og det var klart for os begge, at vi ikke delte de samme ideer, siger Luiz til Mundo ESPN.
- Jeg respekterer stadig Chelsea, og det er svært for folk at forstå det hele, fordi de ikke kender til alt, hvad der foregår. Jeg tog også beslutningen af respekt for den nye træner, som ønskede at implementere en ny filosofi, afslutter forsvarsspilleren.
Luiz fik debut for Arsenal mod Burnley i lørdags. London-klubben vandt 2-1.