Rabiot taler med Juventus
Den eftertragtede franskmand bekræfter, at han har samtaler med "Bianconeri".
Adrien Rabiot har denne sommer kontraktudløb med Paris Saint-Germain og kommer ikke til at forlænge samarbejdet med den franske storklub.
Midtbanespillerens situation har fået en masse forskellige klubber til at melde sig på banen, men lige nu ligner Juventus dog det varmeste bud på en ny arbejdsgiver. De to parter har nemlig påbegyndt reelle samtaler med hinanden.
- Juventus er en stor klub, som alle gerne vil spille for, siger Rabiot ifølge football-italia.net til Corriere dello Sport og fortsætter:
- Det er rigtigt, at vi har nogle samtaler.
Juventus har tilsyneladende store planer om at samle sig en slagkraftig midtbane-konstellation til næste sæson. Den italienske mesterklub ligger således også i forhandlinger om Paul Pogba, hvis man ellers skal tro rapporterne fra Sky Italia.