LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Mikkel Overgaard

”Magikeren” igen på landsholdet

Villareal-legenden Santi Cazorla er efter fire års pause tilbage på det spanske landshold.
Den spanske landstræner, Luis Enrique, udtog tidligere på ugen de spillere, som skal føre Spanien videre i EM-kvalifikationen med kampene mod henholdsvis Færøerne og Sverige.

Flere iøjnefaldende navne blev udtaget, men det mest bemærkelsesværdige var 34-årige Santi Cazorla. Spanieren var nærmest i glemmebogen hos de fleste, efter han i 141 kampe havde været ude med en skade i akillessenen og været gennem mere end 10 operationer.

Den tidligere Arsenal- og Malaga-spiller vendte dog i denne sæson hjem til sine rødder i Villareal. Dette medførte også spilletid i 45 kampe med 7 mål og 11 assists. Denne imponerende tilbagevenden er også grunden til Santi Cazorla er tilbage på landsholdet, mener assistenttræner for det spanske landshold, Roberto Moreno:

- Vi synes hans præstationer har været fremragende siden starten af sæsonen. Han overraskede os ved at fortsætte sit spil og sin karriere. Det er også grunden til, at han er tilbage på det spanske landshold.

Assistenttræner, Roberto Moreno, slog også fast på pressemødet, at Santi Cazorla var et forbillede for børn i fodboldens verden:

- Vi er især glade, da fodboldspillere er rollemodeller for børnene. Santi Cazorlas eksempel er ekstraordinært. Han måtte gå igennem noget så hårdt, som en skade i 141 kampe. Jeg håber skæbnen giver ham 141 kampe mere til at hjælpe både Villareal, men også det spanske landshold.

Udekampen mod Færøerne d. 7. juni kan blive Santi Cazorlas første kamp for det spanske landshold, siden en venskabskamp mod England i november 2015.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder