Torsten Brix

Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen

Indkast.dk bringer her det første kapitel fra bogen "Fodboldsvindleren" af Rob Smyth.
Carlos Kaiser var ikke i humør til at spille fodbold. Turen fra Rio til Korsika havde taget det meste af et døgn, og det eneste, der havde været tæt på at falde i søvn, var hans trætte ben. Det skulle blot have været et hurtigt besøg og en lejlighed til at se hans nye kongedømme an, inden han lagde sig på hotelsengen. Han havde ikke forventet denne velkomst.

Stade Mezzavia, hjemmebane for Gazélec Ajaccio FC, sydede af forventning. Hundredvis af fans havde samlet sig på ståpladserne på den rå betontribune bag det ene mål. De ventede spændt på præsentationen af klubbens nye brasilianske centerforward.

Rygtet om Kaisers CV var løbet i forvejen på Korsika. Han havde spillet for Botafogo, Flamengo og Fluminense, tre af de største klubber i Brasilien, og han havde vundet klub-VM med Independiente fra Argentina.

Kaiser holdt et gab tilbage og vinkede til fansene, mens han tænkte: Jeg vil vædde på, de ikke var lige så begejstrede, da Napoleon vendte hjem.

I en alder af 24 år nærmede Kaiser sig sin karrieres højdepunkt. Han var blevet anbefalet til Ajaccio af sin ven Fabinho, der var kommet til klubben et år forinden. Og selv om Kaiser havde kæmpet med følgerne af irriterende skader i nogle år, viste en eksplosiv video, at han var risikoen værd – især for et midterhold i Ligue 2. I klubbens 76 år lange historie havde Ajaccio aldrig skrevet kontrakt med en spiller af denne kaliber.
Kaiser besluttede sig for, at eftersom alle havde gjort så stor en indsats for at byde ham velkommen, måtte han hellere give dem noget for pengene.

”Fabinho, skaf mig en buket blomster.”

”Kaiser, det her er et fodboldstadion ude midt i ingenting. Hvor skulle jeg skaffe blomster fra?”

”Jeg har været her i fem minutter, og du spørger mig om, hvor man kan få blomster. Brug nu din fantasi.”

Fabinho luskede af sted. Ti minutter senere kom han tilbage med en håndfuld roser, han havde fundet på klubsekretærens kontor. Kaiser tog roserne og løb ned mod baglinjen. Han hoppede over reklameskiltene, kæmpede sig op gennem de billige pladser og overrakte blomsterne til klubpræsidentens kone. Kaiser uddelte kys og kram til alle, han fik øje på, inden han vendte tilbage til banen, hvor han greb fat i et korsikansk flag, som han brugte som kappe. Han havde hørt, at korsikanere, ligesom baskerne i Spanien, havde stor selvstændighedsfølelse.

Kaisers indre monolog fejrede en succesfuld præsentation. Det alvorlige – selve fodbolden – manglede stadig. Han bemærkede, at en overraskende stor del af publikum var kvinder, og hans tanker begyndte at flyve. Kaiser havde et billede af Korsika i sit hoved. Han så for sig et bohemeagtigt, kunstnerisk miljø, befolket med brunetter i pastelfarvede rullekravesweatre, der røg blyantstynde cigaretter og fortalte ham om impressionisterne, inden de forførte ham bag de pureste hørgardiner, der bølgede i vinden.

Han var ved at forsvinde ind i sine tanker, da han ud af øjenkrogen bemærkede en tyk, gammel mand komme slæbende med et net med fodbolde. Synet foruroligede ham. Klubbens ejere ville have ham til at vise sine eksotiske evner for publikum.
Kaiser var kun interesseret i at opretholde facaden, ikke i at stå og jonglere med bolden. Han begyndte at beklage sig uden at henvende sig til nogen bestemt, mens han fortsat talte portugisisk:

”Jeg fløj hertil i en forbandet sardindåse, og jeg kan knap nok mærke mine ben. Kan vi ikke gøre det her i morgen?”

Mens Kaiser brummede protesterende, blev en række bolde lagt på kanten af straffesparksfeltet.

”Fabinho, kan du ikke lige hente mine solbriller? De ligger i Mizuno-tasken i omklædningsrummet. Tak, kammerat.”

Da Fabinho gik, luntede Kaiser ned mod rækken af fodbolde og lossede en af dem ud blandt publikum.

”En souvenir,” forklarede han på portugisisk, vel vidende at ingen andre talte sproget.

Mens folk forsøgte at gætte sig frem til, hvad Kaiser sagde, sparkede han den ene bold efter den anden ud blandt publikum.

”Jeg fik et stående bifald,” fortæller Kaiser tredive år senere.

”Det var med vilje, så jeg ikke behøvede at træne. Manden med boldnettet beholdt en enkelt bold, for han sagde, at vi skulle træne bagefter. Jeg tog bolden fra ham og sparkede også den ud blandt publikum. Fansene gik alle sammen med deres souvenirs, og så var der ingen bolde tilbage.”

Da ingen af fansene ville aflevere deres dyre souvenir tilbage, besluttede ledelsen, at det var nok for den dag. Kaiser løftede begge hænder over sit hoved og knyttede sine næver triumferende, inden han gik tilbage mod omklædningsrummet. Han havde gjort, hvad han kom for. Han havde ikke været i humør til at spille fodbold.

Hvad han vidste, og hvad ingen i Ajaccio nogen sinde måtte vide, var, at deres nye stjernespiller aldrig var i humør til at spille fodbold.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER