Lukas Lerager skifter til fransk fodbold
Den danske midtbanespiller skifter adressen i Belgien ud med en fransk en af slagsen.
Ligue 1-klubben Bordeaux bliver Lukas Leragers nye arbejdsgiver de næste fire år, det melder den franske klub i dag på sin hjemmeside. Den danske midtbanespiller skifter fra belgiske Zulte Waregem, som han kom til sidste sommer. I den belgiske liga spillede Lerager 39 kampe i sidste sæson.
Den 23-årige dansker skiftede i sommers tilværelsen i Viborg FF ud med belgiske Zulte Waregem, hvor han i den forgangne sæson har præsteret så godt, at han i sidste uge fik debut for det danske landshold i venskabskampen mod Tyskland.
Med skiftet til Bordeaux skal Lerager spille Europa League-kvalifikation, efter holdet landede på en sjetteplads i Ligue 1 i den netop overståede sæson.