Optakt: Lyngby BK - FC Nordsjælland
De kongeblå kan ligge afstand til FC Nordsjælland, og samtidig presse på for bronzemedaljerne, hvis de tager tre point fredag eftermiddag i det nordsjællandske derby.
Kommentar:
Der resterer fire kampe af mesterskabsspillet i den danske ALKA Superliga, og hvor mesterskabet og sølvmedaljerne er fordelt, er der stor spænding om tredjepladsen, der giver en bronzemedalje om halsen. FC Midtjylland, Lyngby og FC Nordsjælland er de bedste bud på en aftager, og midtjyderne har lige nu to point ned til Lyngby og tre mere til FC Nordsjælland.
Fredag eftermiddag spilles to kampe i mesterskabsspillet, da SønderjyskE, der blot har hentet et point i seks kampe, tager imod FCM, og nord for København tørner Lyngby og FC Nordsjælland sammen. De kongeblå er inden kampen placeret bedst, da de på fjerdepladsen har tre points afstand til deres nordsjællandske naboer, så de kan for alvor sætte dem af, hvis de vinder det indbyrdes opgør på Lyngby Stadion.
I grundspillet var Lyngby eksperter i at vinde 1-0 på hjemmebane, hvilket er et hyppigt resultat, når disse to hold krydser klinger. Generelt bliver der ikke scoret mange mål i dette derby, selvom både Lyngby og FCN er kendetegnede ved attraktivt og offensivt fodbold. I denne sæson er der blot scoret fire mål i tre kampe, og i ingen af kampene har begge hold scoret. FC Nordsjælland vandt med 1-0 på Lyngby Stadion i august og med 2-0 i marts måned hjemme i Farum. I februar tog Lyngby sig af sejren på udebane, hvor det endte med 1-0 til David Nielsen og co.
Kampen har stor betydning for de resterende kampe, for FC Nordsjælland kan ikke tåle at tabe, hvis de vil blande sig i kampen om tredjepladsen. Modsat skal Lyngby også gå efter tre point, hvis ikke FC Midtjylland skal løbe afsted med bronze. Vigtigheden er til stede, og så er det op til aktørerne at give os en god og underholdende oplevelse.
Karantæner og skader:
Lyngby vil nok ikke sende Mathias Tauber i spil, da han ikke er helt klar efter en knæskade.
FC Nordsjælland er til gengæld hårdt ramt på nogle centrale positioner. Tre mand er i karantæne - Emiliano Marcondes, Stanislav Lobotka og Karlo Bartolec - og de må fortsat bruge deres tredjevalg på målmandsposten, da Runarsson og Groothuizen er skadede. Pascal Gregor og Lasse Petry er fortsat ude med skader.
Forventede startopstillinger:
Lyngby BK (4-2-3-1):
Hansen
Brandrup, Jonasson, Sørensen, Lumb
Ørnskov, Christjansen
Blume, Rygaard, Boysen
Ojo
FC Nordsjælland (4-3-3):
Skovgaard, Tranberg, Maxsø, Mtiliga
Jensen, Nelsson, Køhler
Asante, Ingvartsen, Donyoh
Bud på kampens profil:
FC Nordsjælland er hårdt ramt på midtbanen, så tilbagevendte Mathias Jensen får et stort ansvar på sine skuldre inde på midten af banen. Den unge FCN-midtbane møder rutine i Martin Ørnskov og Jesper Christjansen, så det bliver spændene at følge "kampen om midtbanen".
Bud på kampens resultat:
Lyngby snupper en spinkel sejr på 1-0. Den brede FCN-trup kommer i spil, og det kommer Lyngby til gode i form af mere rutine.
Formkurve:
Lyngby BK: | T-U-V-T-V |
FC Nordsjælland: | U-V-T-T-U |
Kampen spilles fredag d. 12/5 klokken 16.00 og kan følges på Canal 9.
Kampens dommer er Michael Johansen.