Real-legende fælder hård dom: Det her manglede Madrid!
Ifølge den tidligere angrebsstjerne, der blev Madrid-helt med sit afgørende mål i Champions League-finalen i 1998, manglede Real én helt afgørende brik, da de blev kørt ud på røv og albuer af Arsenal.
“Når man kigger mod bænken for at finde en løsning, opdager man hurtigt, at holdet mangler en rutineret spiller. En spiller, der kan ændre kampens gang med et mål, et hop eller en genialitet. Sidste sæson havde man netop det i Joselu, men den spiller mangler tydeligvis i år,” lyder det kontante budskab fra Mijatovic ifølge Marca.
Den tidligere bomber roser Arsenal for at have været det klart bedste hold over begge opgør og erklærer englænderne som en af de store favoritter til at løfte pokalen:
“Man må være ærlig og sige, at Arsenal bare var bedre. De lod sig ikke skræmme. Madrid virkede nervøse, mens Arsenal spillede frit og uden noget at tabe.”
Samtidig forsvarer Mijatovic superstjernen Kylian Mbappé, der efter den tunge exit modtog pibekoncerter fra Madrid-fansene:
“Lad os nu først vurdere Mbappé efter sæsonen. Hans tal er stadig gode. Der er også andre, som bør kritiseres,” siger Mijatovic.
Til sidst åbner legenden døren for en fremtid uden Carlo Ancelotti, hvis det nu går helt galt i sæsonens sidste uger:
“Real Madrid er specielt. Nederlag rammer ekstra hårdt, og presset på træneren er enormt. Det ville ikke være dumt at begynde at overveje en ny træner,” siger han..