Medie: United indstiller sig på et 200 millioner kroners tab for Højlund!
Alt peger på, at den 22-årige danske landsholdsangriber Rasmus Højlund, som har haft en meget svær sæson i Manchester United, skal lede efter nye græsgange i næste sæson.
Spørgsmålet er derfor nok mest af alt, om United bør udleje eller sælge deres dyre sommerindkøb fra 2023. Og ifølge en kilde tæt på klubben, kunne et salg sagtens komme på tale.
For ifølge en historie fra det engelske medie Football Insider skulle Mick Brown, som er meget tæt på begivenhederne i Manchester United, vide at klubben er klar til at sælge Højlund til nedsat pris.
Mere specifikt skulle Brown vide, at United er indstillede på at tabe hele 195 millioner kroner ved et salg af Højlund, da de skulle være åbne overfor bud i omegnen af 444 millioner kroner.
Manchester United betalte nemlig Atalanta hele 639 millioner kroner for det danske angrebshåb, men den store prisskæring, som United er villige til at lave, er måske end ikke nok ifølge Brown:
- Jeg vil være chokeret, hvis noget hold er villige til at betale den pris. Men det ligner ikke, at han har meget fremtid her (Højlund i United red.), så hvis der kommer et godt bud ind for ham, så vil de måske bare tage imod det.