Efter flere spekulationer: Dette bliver Cristiano Ronaldos fremtid
De seneste sæsoner har Cristiano Ronaldo spillet for Al-Nassr i Saudi Arabien, hvor han fortsætter med at score en masse mål, og han jagter stadig sit mål nummer 1000 i karrieren.
Hans kontrakt med den saudiarabiske klub står dog til at udløbe efter denne sæson, og der har derfor været nogle spekulationer om, hvad fremtiden byder på for den portugisiske veteran.
Der har bl.a. været nogle rygter om, at den italienske storklub Inter skulle være interesseret i at hente ham på en fri transfer, og der har også været historier om, at Ronaldo selv drømte om et comeback for Real Madrid.
Nu ser det dog ud til, at der er kommet styr på Ronaldos fremtid. Det spanske medie Marca skriver nemlig, at han har besluttet sig for at skrive under på en kontrakt for to år mere hos Al-Nassr.