Alt om Lyngby BK - OB
Dette bliver klubbernes møde nr. 44 i landets bedste fodboldrække. Fynboerne står indtil nu noteret for 20 sejre, 10 opgør er endt uden vinder, mens LBK har sejret 13 gange.
Generelt
· Det ender sjældent uafgjort i Lyngby, når de to mandskaber ramler sammen. Således er blot 2 ud af 22 dueller nord for København endt med pointdeling indtil nu (10 sejre til hver) – senest d. 23. september 2001, da det endte 2-2 her på stadion.
· Jeppe Brandrup og Rasmus Festersen var holdkammerater i Silkeborg IF tilbage i 2008, ligesom Michael Lumb og Kenneth Emil Petersen spillede sammen i AaB i 2011.
Lyngby BK
· Lyngby BK startede, som de eneste, med 11 danskere i startopstillingen i premiererunden. I forrige sæson sendte tre klubber et rent dansk mandskab på banen fra start (Hobro IK 4 gange, Viborg FF 2 gange og EfB 1 gang).
· De kongeblå indkasserede nederlag nr. 199 i landets bedste række, da de tabte med cifrene 0-3 til FCK i Parken i premiererunden. Skulle det også blive til nederlag denne eftermiddag, vil de blive det blot syvende mandskab med 200 nederlag i Superligaen (AGF 307, OB 266, AaB 258, Silkeborg IF 256, Viborg FF 211 og Brøndby IF 210).
· David Nielsen spillede over to omgange 23 SL-kampe for netop OB, hvor det blev til 5 mål i 13 starter.
· Oprykkerne gik til stålet i åbningsrunden og begik hele 17 frispark – delt flest sammen med RFC.
OB
· Fynboerne forsøgte sig hele 22 gange mod mål i det målløse opgør mod Silkeborg IF (delt flest sammen med FCK) – men formåede kun at ramme målet på fem af disse afslutninger. Vi skal tilbage til d. 22. juli 2012, for at finde seneste (og eneste) målløse kamp fra OB'ernes side, når de havde 22 eller flere afslutninger mod mål (tabte 0-1 til Randers FC i Odense).
· Ingen i den nuværende OB-trup har tidligere i karrieren prøvet at score mod LBK i landets bedste række, hvor det også kun er Kenneth Emil Petersen (8 opgør), Izunna Uzochukwu (6 opgør) og Anders K. Jacobsen (2 opgør), der tidligere har stået overfor de kongeblå.
· Rasmus Festersen missede spillets største chance i kampen mod SIF. Dermed har fynboerne nu misset sine tre seneste straffespark (Festersen og Jacobsen missede begge i maj måned). Angriberen er dog den seneste OB-spiller til at score fra 11-meterpletten, da han gjorde dette i 5-1-sejren over VFF d. 17. april 2016.