LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Jacob Bøgen Clausen

Gilberto - Den glemte Horsens-bomber

Gilberto Macena bombede mål ind for AC Horsens fra 2006 til 2012, men hvor blev den brasilianske målræv egentlig af? Bag dagens låge gemmer der sig et portræt af den tidligere Superliga-profil.
Den brasilianske angriber, Gilberto Macena, bombede mål ind på stribe for AC Horsens, og i 2012 blev han solgt til Kina, hvor efter han stille og roligt blev glemt i Danmark. Indkast.dk tegner derfor et portræt af den målfarlige brasilianer.

Succes fra dag ét i Holbæk og Horsens
Gilberto startede karrieren i hjemme i Brasilien hos Comercial, men allerede som 21-årig blev han i 2005 hentet af 2. divisionsklubben, Holbæk. Allerede i sin første sæson viste den lille angriber sit værd, da han scorede i sin debut, og nettede hele 16 gange i sæsonen. Han hjalp derfor Holbæk til en flot andenplads, men det var dog ikke nok til oprykning, hvilket gjorde, at AC Horsens slog til og købte angriberen.

Horsens havde netop overlevet første sæson i Superligaen, men de manglede i den grad en angriber, da østjyderne var det klart mindst scorende hold, og adskillige af deres kampe endte 0-0. Gilberto fik dog en fantastisk første sæson i Horsens, hvor holdet endnu engang reddede sig, og den nyindkøbte angriber fik scoret 12 gange, hvilket var nok til en femteplads på topscorerlisten. Han fik scoret sine første mål allerede i tredje runde, hvor han lavede begge kasser i 2-2-kampen mod Viborg. Gilberto fik også hurtig et godt samarbejde i gang med den svenske angriber, Rawez Lawan, og de to små angribere blev hurtigt synonymet med 'de gules' angreb.

Året efter blev en stor succes for Gilberto og Horsens, der endte med at blive nummer fem, og Gilberto blev igen topscorer for klubben, denne gang med ni mål. Ikke nok med, at brasilianeren scorede mål, han kom også frem til en hel del chancer, og han brændte faktisk ofte nogle ret store tilbud. Det gjorde også, at Horsens nu var gået fra at score 29 mål i de første to sæsoner, til at score 47 gange i sæson nummer tre. Denne udvikling var uden tvivl takket være Gilberto og makkeren, Lawan. Gilberto selv har også gode minder fra successæsonen:

- Vi var flyvende i den sæson, og jeg kan huske, at vi havde så meget selvtillid, at vi nærmest følte os uovervindelige. Holdet var totalt sammenspillet, hvilket naturligvis var udbyttet af, at Kent (Nielsen, red.) havde bygget holdet op gennem en del år, har Gilberto fortalt til achorsensfan.dk.

Nedrykning og håb om salg
Tredje sæson i Horsens blev dog en skidt en af slagsen, da klubben rykkede ud af den bedste række, men på det personlige plan havde Gilberto endnu en gang en kanonsæson, hvor det blev til 12 mål. Det gjorde, at angriberen var en af de varmeste emner i Danmark, og det var næsten så sikkert, som amen i kirken, at brasilianeren ville skifte til en Superliga-klub. Gilberto selv var da også klar til at prøve noget nyt efter nedrykningen:

- Der er mange rygter for tiden, men jeg håber, der kommer til at ske noget, så jeg kan spille i Superligaen eller i udlandet. Jeg har en klar ambition om at spille på højeste niveau, sagde Gilberto i 2009 til Ekstra Bladet.

Der var dog ingen klubber, der var villige til at betale prisen for topscoreren, og han fortsatte derfor i Horsens. Det blev da også en hurtig tilbagevenden til den bedste række, da Gilberto med sine 18 mål var med til at sikre Horsens førstepladsen i 1. division.

Eventyret i Kina
Tilbage i Superligaen fik Gilberto scoret otte mål, og rygterne begyndte for alvor at komme om et skifte. Det kom i vinteren 2012, da Gilberto i den første halvsæson i Superligaen havde scoret 11 mål, og det var nok til, at kinesiske, Shandong Luneng Taishan FC, valgte at smide ca. 15 millioner kroner efter den tidligere Holbæk-spiller.

Det blev til 58 kampe og 13 mål og 13 oplæg i tiden i Shandong, inden Gilberto i januar 2014 skiftede til Hangzhou, da Shandong ikke ville forlænge kontrakten med den ellers så giftige angriber. Det beskrev Gilberto i Tipsbladet i 2014 således:

- Det gik meget stærkt det hele, så vi nåede ikke at undersøge, om der var andre interesserede. Shandong Luneng forklarede, at de ikke ville forlænge min kontrakt, og så kom Hangzhou på banen, og jeg sagde ja med det samme. Jeg har haft en dårlig sæson, hvor holdet godt nok blev nummer to, men hvor jeg ikke scorede mere end et par mål. Det var et skuffende år, og jeg har brug for at bevise, at jeg er en god spiller. Jeg har skrevet en kontrakt på ét år, og jeg vil koncentrere mig om det, spille godt og score en masse mål.

Opholdet i Hangzhou blev heller ikke den store succes, og i øjeblikket tørner Gilberto ud for den thailandske klub, Buriram United. Den tidligere Horsens-bomber udtalte dog i august til Tipsbladet, at han snart vender tilbage til Danmark:

- Jeg håber, at jeg kan slutte karrieren af i dansk fodbold. Allerhelst i Horsens. Jeg er vist noteret for 87 mål for AC Horsens. Hvis klubben kan bruge mig, når jeg er færdig her i Asien, satser jeg på at nå over de 100 mål i den gule trøje. Hvis trøje nummer 9 i Horsens er ledig, vil det være fint.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder