Fodbold nyheder

Hugo Lloris – Trofæsulten franskmand?

Af Mads Møller

Hugo Lloris har udviklet sig til at være profil og leder både i Tottenham og på landsholdet. Men han mangler at vinde trofæer. Indkast.dk har tegnet et portræt af målmanden.

Article image
Ritzau-Scanpix

Hugo Lloris har slået sit navn fast som en frygtløs sweeper-keeper med et stort ledergen. Han er viceanfører i Tottenham, og på det franske landshold går han forrest som anfører, når Didier Deschamps mandskab går på banen. Der ligger med andre ord et stort ansvar hos Lloris, og det er kommet med den personlige succes. Men den kollektive succes er udeblevet. Trofæerne mangler i Lloris' karriere, og det kan måske få den franske målmand til at kigge sig om efter nye græsgange. Vi kigger tilbage på Lloris' karriere, hvor det hele startede hjemme i Frankrig.


Skiftet til den franske stormagt
Lloris brugte det meste af sin tid som ungdomsspiller i fodboldklubben Nice. Han blev en del af førsteholdstruppen i 2005, og efter et år i lære tog han over som førstemålmand i 2006. Han hjalp året efter klubben til det bedste resultat i ligaen siden 1988/89. De imponerende præstationer kastede naturligvis interesse af sig. Lyon, AC Milan og Tottenham var blandt de mest seriøse bejlere. Han var tæt på en aftale med Milan, men i sidste end valgt han at blive i Frankrig.

Skiftet til Lyon i sommeren 2008 virkede lovende for den ambitiøse målmand. Lyon var en stormagt i fransk fodbold på det tidspunkt. Klubben havde fra 2002 frem til 2008 vundet syv franske mesterskaber i streg. Men dominansen stoppede i sæsonen 2008/2009. Lloris havde drømme om mesterskaber, trofæer og hæder, men for første gang i syv år måtte klubben nøjes med andet end guld. En tredjeplads blev det til.

Lyon formåede ikke at spille sig tilbage til tops, mens Lloris var manden i buret. Klubben kæmpede i alle fire sæsoner med i toppen af tabellen, og det kastede både sølv- og bronzemedaljer af sig. Lloris nåede aldrig at lade sig krone som fransk mester. Dog strøg klubben hele vejen til tops i den franske pokalturnering i 2012, kort tid før Lloris sagde farvel og tak til Frankrig. Destinationen hed London, hvor Tottenham igen havde vist interesse.

Tottenham og jagten på CL
Tottenham betalte blot 75 millioner kroner for Lloris, som udover at spille i toppen af fransk fodbold også havde optrådt 35 gange i Champions League. Lyon havde dog sikret sig et par klausuler, der kunne sikre ekstra penge afhængigt af præstationer og videresalgsbeløb.

Han debuterede for Tottenham i Europa. Men ikke i Champions League. For siden skiftet til den engelske klub har han måttet tage til takke med fodbold på den næststørste scene. Klubben har i alle år flirtet med den berygtede top-fire, men det er forblevet lige ved og næsten for Lloris og Co. I hans første sæson i klubben sluttede Tottenham blot et point efter ærkerivalerne fra Arsenal. Dermed måtte de se storebror i de røde dragter løbe med pladsen til det forjættede land.


Lloris imponerede dog så meget, at der hurtigt opstod rygter om det forbudte skifte. Olivier Giroud udtalte til fransk fjernsyn, at han havde talt med Lloris om muligheden for at skifte til Arsenal. Angriberen tilføjede endda, at målmanden meget gerne ville skifte til Arsenal og dermed også Champions League-bold. Der gik ikke lang tid, før Tottenhams sidste skanse måtte forklare sig. Han udtalte følgende til klubbens hjemmeside:

- Jeg har godt hørt om det. Måske blev ordene fordrejet, men det er pinligt. Sådan har jeg det ikke. Jeg er meget fokuseret på ambitionerne i Spurs, og jeg er meget glad for at spille for klubben. Jeg har alt for meget respekt for klubben og Spurs-tilhængerne til at tænke sådan noget.

Hvem ved, om Lloris måske havde tænkt tanken. Om ikke andet gjorde han klogt i at sikre sin popularitet på White Hart Lane ved at tage afstand fra ærkerivalerne fra Arsenal. Men faktum er, at transferrygterne vender tilbage igen og igen – også selvom Lloris for et år siden forlængede sin kontrakt til 2019.

Udviklingen og fremtiden
Han er nemlig blevet kædet sammen med PSG og Manchester United flere gange i løbet af det seneste år. Hver gang er rygtet akkompagneret af Lloris' ønske om at spille med i toppen af tabellen, hvor han ligeledes får et gensyn med klubfodboldens fornemmeste turnering.

Men hvordan hænger rygterne sammen med Lloris præstationer i buret? Den franske landsholdsmålmand viser gang på gang glimrende reflekser, og samtidig nyder han at angribe spillet som sweeper-keeper fremfor at blive stående på stregen. Han passer med andre ord til moderne fodbold. Men faktum er også, at Tottenham i de seneste tre sæsoner, hvor Lloris har stået mellem stængerne, i gennemsnit har lukket flere mål ind sammenlignet med konkurrenterne fra Manchester City, Manchester United, Liverpool, Arsenal, Chelsea og Everton. Samtidig er antallet af ”Clean Sheets” færre end hos konkurrenterne.

Det kan der være flere grunde til. Det afhænger naturligvis ikke kun af Lloris, men det er i ligeså høj grad et udtryk for et forsvar, der ikke har holdt niveau. Men måske er det også et udtryk for målmandens til tider vilde og flagrende spillestil. Lloris har nemlig også en tendens til at begive sig ud på skovture, der får ham til at se mindre imponerende ud.

Det må spille ind hos interesserede parter, som samtidig også må være klar over, at de får en ledertype i truppen, hvis de punger ud. For det er ikke uden grund, at Laurent Blanc for nogle år siden gjorde Lloris til anfører i en periode, hvor det franske landshold var knockoutet. Som anfører har han været med til at bringe Frankrig tilbage i en form, hvor det ikke er utopi at tale om medaljer.

Det største spørgsmål forbliver dog, om han fortsat spiller i Tottenham, når sæsonen skydes i gang igen. Han har nemlig ikke lagt skjul på, at han drømmer om Champions League-fodbold. Men det bliver heller ikke i sæsonen 2015/16, at den berømte hymne bliver spillet på White Hart Lane.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik