LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Kasper Duelund Jensen

VM-legender: Eusébio - Åbenbaringen fra 1966

For 56 år siden var Eusébio en åbenbaring ved VM i England. Indkast.dk giver dig her et nærmere indblik i angriberens legendestatus.
I nyere tid har Cristiano Ronaldo været den ubestridte fodboldstjerne for "Seleção das Quinas", men flere år før den femdobbelte Ballon d'Or-vinder sad Eusébio enerådigt på den portugisiske legendetrone.

Eusébio, også kendt som "Den sorte panter", skabte for alvor et navn for sig selv i 1960'erne som en af verdens farligste angribere. Det viste han ikke mindst prøver på hos Benfica, som han i Mesterholdenes turnering nåede at føre frem til fem finaler på kun otte år.

Succesen på klubplan tog Eusébio med sig på det portugisiske landshold og den fornemmeste fodboldscene af dem alle, da han under VM-slutrunden i 1966 i England tog hele fodboldverdenen med storm med sine unikke præstationer på grønsværen.

"Den sorte panter" var turneringen igennem brandvarm foran netmaskerne, hvorfor han med intet mindre end ni scoringer fortjent løb med topscorertitlen.

Eusébios mange scoringer var desuden tæt på at kaste en VM-finale af sig, men i sidste ende måtte Portugal tage til takke med en tredjeplads efter et 1-2-nederlag til de engelske værter i semifinalen.

"Seleção das Quinas" endte altså ikke med VM-trofæet i 1966, men kunne dog alligevel prale af at være i besiddelse af Eusébio - en sand VM-åbenbaring.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder