For gode til Taiwan – for gode til Danmark?               

Med sponsorater og legater i lommen var FC Vikings gået fra blot at være Johnni og hans søn i en park, til at blive et yderst veldrevet ungdomshold. Rækkevis af ungdomsmesterskaber i Taiwan vidner om netop dette. Men med en sådan overlegenhed følger naturligvis lysten til at teste sig mod stærkere modstand.

Her kiggede Johnni selvfølgelig mod Danmark – mere specifikt: Brøndby.

”Jeg tror, vi tabte vores første kamp. Jeg tror, det var 12-0. I vores første år i Brøndby tabte vi sgu alle vores kampe. Det var som at få en bold i hovedet. Ja, helt sikkert. Men det gjorde bare, at vi kom stærkere tilbage. Jeg lovede dem, at hvis vi trænede hårdt, så tog vi afsted igen næste år. Men vi skulle fandme også træne hårdt!”

Man skulle kende Johnni dårligt, hvis han ikke også skulle få succes med det. Som så mange gange før tog han skeen i den anden hånd. Der blev knoklet hele året. Da holdet vendte tilbage til Brøndby, var de bedre forberedt på international modstand, hvilket også kunne ses i resultaterne:

”Så spiller vi jo i stedet U13, hvor man rykker fra 7-mands til 11-mands – eller jeg tror faktisk, det var 8-mands op til 11-mands fodbold. Drengene gik virkelig op i det og trænede hårdt. Og året efter sad vi så der – og vandt! Jeg tror, vi vandt to eller tre kampe. Og sidste gang vi tog afsted, blev vi nummer tre i vores gruppe – med stort set de samme drenge hver gang. Det har virkelig været en fed oplevelse.”

Blod på tanden – lort på marken

Efter turene til Danmark fik Johnni og FC Vikings smag for internationale turneringer. De indså, at hvis de virkelig skulle forbedre sig, var de nødt til kontinuerligt at teste sig mod internationale modstandere og opsøge nye oplevelser. Der har siden været rejser til Kina, Japan og ja – endda Cambodia. Og netop i Cambodia fik Johnni og holdet nogle særligt interessante oplevelser:

”Turen til Cambodia var nok den, drengene fik allermest ud af. Vi startede med at spille mod Cambodjas U15-landshold, og der var omkring 100.000, der streamede kampen online – og stadion var proppet med mennesker. Vi kom endda foran i første halvleg! I anden halvleg fik de dog to straffespark lige efter hinanden, som jeg stadig synes var liiiidt tvivlsomme…”

Men turen bød på mere end bare topkampe. Hvis man troede, at 100.000 seere betød udelukkende storkampe, så tog man fejl.

”Vi spillede også mod nogle fattige klubber langt fra hovedstaden – vi taler decideret pløjemarker med køer på banen. I én kamp måtte vi bruge tid på at rydde kokasser væk, før vi kunne spille! Deres hold kom ud uden sko og i forskellige trøjer. Vi havde heldigvis ekstra sko med, og mit firma var importør af Hummel dengang, så vi fik hjulpet dem. Det satte virkelig tingene i perspektiv for vores drenge – hvor godt de egentlig har det i Taiwan sammenlignet med Cambodia.”

Mesteren og lærlingen

Johnni har nu brugt 15 år af sit liv på at sprede fodbolden i en region, hvor sporten stadig halter bagud i popularitet i forhold til badminton, baseball og basketball. Med storladne ord kunne man kalde ham en fodboldmissionær.

Hans dedikation har ikke blot sat fodbold på kortet i Taiwan – den har også inspireret en af hans tidligere spillere, gomez, til at gå samme vej, denne gang på Marshalløerne i Stillehavet. Et af de få lande i verden uden et FIFA-godkendt landshold, men som siden 2020 har haft ambitioner om medlemskab.

”Det er faktisk ham, der scorede mod Cambodjas U15-landshold, som nu prøver at få ungdomsudvikling op at stå på Marshalløerne. Jeg har fulgt ham hele vejen fra U12-spiller til i dag, hvor han er 24 år. Han har også taget en ven med og prøver nu at gøre noget lignende det, jeg gjorde i Taiwan.”

Det er dog ikke helt ligetil at starte fodbold op på Marshalløerne – især ikke, når det nærmest er umuligt at komme dertil uden at sætte to hele dage af til rejsen.

”Jeg er blevet inviteret en del gange, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at komme derover – men det tager altså to dage bare at rejse dertil!”

I år har selvsamme Gomez udvidet hans ungdomsarbejde til Palau – endnu et land i Stillehavet, der ikke har et FIFA-affilieret landshold.

Det her var anden del af en længere række artikler, der skildrer danske Johnni Nielsens rejse fra en ganske normal familiemand til en af drivkræfterne i østasiatisk ungdomsudvikling. Følg med næste uge, hvor Johnni bl.a. fortæller om, hvordan coronakrisen var tæt på at slagte klubben helt, og hvordan de hev sig ud fra krisen og sidenhen har erhvervet nye klubber – heriblandt en i den bedste filippinske række. I kan læse første del af artikelserien HER